En festdag på idrætsskolen

En festdag på idrætsskolen
9. klasse havde en hyggelig eftermiddag med minigolf på Born Park i Østerlars. Foto: BFI
NOTITS | FAMILIE | Mandag 23. maj 2022 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
NOTITS | FAMILIE | Mandag 23. maj 2022 • 15:30

9. klasses sidste skoledag blev fejret af hele Bornholms Frie Idrætsskole.


9. klasses sidste skoledag blev som altid en fantastisk festdag på Bornholms Frie idrætsskole, fortæller skoleleder Grethe Kofoed Svendsen.

– Klassen var traditionen tro udklædt og havde indbudt lærerne til morgenmad klokken 8 og fortsatte med underholdning for hele skolen og børnehavebørnene klokken 9 i spisesalen, hvor diverse kåringer og lege bragte lykke og grin blandt børn og voksne.

– Eleverne i 9. klasse havde også lavet en meget morsom film, hvor de på bedste og sjoveste vis karikerede lærerne. Det var til stor morskab og meget professionelt fremført. Derefter fulgte noget, som er en sjældenhed på Bornholms Frie Idrætsskole: Karamelkastning, fortæller skolelederen videre.

9 klasse på den sædvanligvis slikfri skole havde i år købt rigtig mange karameller og var særdeles gavmilde.

– Underholdningen sluttede på plænen, hvor 9. klasse udfordrede 8. klasse på en glidebane til stor morskab for alle – ikke mindst børnehavebørnene.

9. klasse sluttede festen på skolen ved at køre af sted i skolens bus, som eleverne havde pyntet til lejligheden. Alle elever og hele personalet stod klar til at vinke farvel. Med matematiklærer Samuel Steen Andersen bag rattet gik turen til Born Park minigolf, hvor eleverne havde en hyggelig eftermiddag.

– Derefter blev eleverne kørt tilbage til skolen, og aftenen tilbragte klassen sammen i festligt lag. Forældrene havde lavet middag og sørgede for, at eleverne fik en rigtig dejlig aften sammen, siger Grethe Kofoed Svendsen, der tilføjer, at man kommer til at savne eleverne på skolen.

FÅ ABONNEMENT