Vi elsker, fordi han elskede

Lørdag. Vi skylder Gud at elske ham af hjerte, sjæl og sind. Men at elske Gud er lige præcis, hvad vi ikke kan. Og dog er der én ting, som kan kalde kærlighed til Gud frem i et menneskes hjerte, sjæl og sind. Det er vidnesbyrdet om Kristus, evangeliet om, hvordan Gud blev et menneske, hvordan han i vores sted døde en synders død og stod op fra de døde som herre over levende og døde.

"Vi elsker, fordi han elskede os først," skriver Johannes (1 Joh 4,19). Det er muligt for os at elske Gud, men kun ved, at vidnesbyrdet om Kristus synker dybt ned i os, slår rod og får lov til at infiltrere vores hjerte, sjæl og sind. Så vil hans grænseløse kærlighed langsomt, men sikkert udvirke en kærlighed i os, som en dag skal blive fuldkommen som hans.

Kristne mødes uge efter uge, måned efter måned, år efter år. Vi lægger øre til forkyndelsen af evangeliet, sætter tænderne i nadverens brød og vin og synger om Guds kærlighed, der ej grænse ved. Det gør vi, fordi vi håber og tror, at Gud derigennem vil opfylde det første og det største bud i os. Kærlighedsbuddet kalder os til vedholdende at søge det kristne fællesskab, hvor evangeliet forkyndes.

Dernæst må kærligheden til Gud føre til, at vi elsker vores medmennesker. Paulus siger, at korintherne er "rige på alt, på al tale og på al kundskab" og "ikke mangler nogen nådegave", fordi vidnesbyrdet om Kristus er blevet grundfæstet hos dem. Nådegaver er åndelige kærlighedsevner, som er båret af Guds kærlighed til os. Vi skal ikke forcere dem frem, men bede Gud gøre kærlighedens under i os, så vi bliver i stand til at tjene vores medmennesker i kærlighed.

1 Kor 1,4-8