Ud af lammelsen

Tirsdag. Den lamme mand er på en måde et billede på folket Israel. Esajas beskriver den periode, hvor Jerusalem og templet var ødelagt og folket ført i fangenskab til Babylon. Der sad israelitterne nu paralyserede og græd ved Babylons floder over den ulykke, der var overgået dem. (Sl 137,1)

Vi kan blive paralyserede, handlingslammede og mismodige, når vi mærker konsekvenser af at leve i en verden, hvor synden og døden har skræmmende stor magt. Når vi bliver syge, mister en, vi holder af, eller "bare" mister vores arbejde. Når vi bliver genstand for andre menneskers had, ubetænksomhed, løftebrud eller svigt. Men den samme handlingslammelse og det samme mismod kan ramme os, når det onde kommer fra os selv. Når vi bliver årsag til, at andre mennesker lider.

Begyndelsen til at komme ud af den lammelse er Guds løfte om, at han vil møde os med tilgivelse. Mange af de israelitter, der sad i Babylon og græd, var ikke direkte ansvarlige for folkets grumme skæbne. Alligevel levede de under konsekvenserne af andres mangel på tro og kærlighed. Gud giver håb til dem såvel som til de direkte ansvarlige ved at love udslettelse af alle overtrædelser.

Skal jeg ud af syndens lammelse, må jeg indse, at synden også hærger i mig, at jeg også har brug for, at Gud udsletter overtrædelser i mig. Når jeg imidlertid ser, hvor stort mit eget behov for Guds tilgivelse er, begynder helbredelsen. Da kan jeg med Guds løfter om tilgivelse begynde at leve i håbet om, at Gud vil helbrede den synd, der bor i mig, og fjerne konsekvenserne af de andres synd, som jeg mærker så hårdt i mit liv.

Es 44,22-28