I alle tre situationer blev Israel løskøbt, og gennem denne løskøbelse blev de trøstet. Et folk af slaver, flygtninge og hjemløse kan kun trøstes ved gennem løskøbelse at komme hjem til frihed og tryghed.
I alle tre historiske situationer blev Israel løskøbt med blod og ikke med penge. I Egypten måtte de førstefødte sønner blandt egypterne dø. I Babylon måtte babylonerkongen lade livet. I forrige århundrede omkom 1,1 mio. jøder i nazisternes jødeudryddelseskampagne. Kulminationen på næsten to årtusinders skiftende forfølgelser og antisemitisme. Løskøbelse skete ved blodige ofre.
Det jødiske folks historie skal lære os om Guds løskøbelse af os. Vi er fanget i et slaveri af synd og død. Djævelen har drevet os på flugt fra vores virkelige hjem, som er fællesskabet med Gud. Det besynderlige er, at vi selv har gjort os til slaver, vi har selv begivet os på flugt ved at vende Gud ryggen. Vi har ladet os sælge for intet (v.3).
Men nu vil Gud trøste os ved at løskøbe os. Ikke for penge, men med blod. Ikke andres blod, men sit eget. Det var derfor, Jesus kom: for at frelse, for at løskøbe.