Karret fyldes

NOTITS | ANDAGT | Torsdag 12. december 2024 • 06:00
Af:
Robert Bladt "Anno Donini"
Lohse
NOTITS | ANDAGT | Torsdag 12. december 2024 • 06:00

Torsdag. Da Jesus kom første gang, var det i "tidens fylde" (Gal 4,4). Sådan vil det også være, når han kommer anden gang. Verdenshistorien set fra Guds synsvinkel er som et stort kar, hvor begivenheder er som dråber, der drypper ned i dette kar. På et tidspunkt er karret fyldt. Da griber Gud ind ved at vende bunden i vejret på karret og gøre noget helt nyt.

Her giver Jesus os indsigt i to af de kilder, hvorfra det drypper ned i verdenshistoriens store kar. Den ene er naturkatastrofer, den anden er Israels folk. Andre steder nævnes krige, verdensmission og kristenforfølgelser

Verden har altid set naturkatastrofer. Men frem mod Jesu komme vil jordskælv, tsunamier og astronomiske uregelmæssigheder tage til. Når naturens kræfter rører på sig, pilles min indbildte udødelighed og styrke fra mig. Jeg mister også min illusion om, at denne jord er mit blivende sted. Ved at knytte dette sammen med sit komme vil Jesus hjælpe mig til at forankre mit håb i ham. Han kommer og gør alting godt. Ved troen på ham har jeg del i et langt bedre og mere blivende sted.

Figentræet er formodentlig et billede på Israel. Denne slægt, som ikke skal forgå, er Israels slægt. At de har kunnet bevare deres identitet som folk gennem næsten 1.900 år spredt ud over hele verden, er et ubegribeligt under, hvis ikke man regner med Guds indgriben. Nu er folket vendt tilbage til landet Israel. Endnu er de ikke "sprunget ud". De kender endnu ikke Kristus som deres Messias. Men det er stille og roligt på vej. Det, der sker med Israel, skal minde os om, at Jesus kommer. Han er trofast mod jøderne og vil også være det mod os.

Luk 21,25-36



FÅ ABONNEMENT