Lad os se på kærlighedsbuddet fra en lidt anden synsvinkel ved at spørge: Kan man skylde nogen kærlighed? Hvis et barn er blevet passet og plejet af sine forældre og har fået al den omsorg og kærlighed, som et barn behøver, skylder barnet så ikke sine forældre at gengælde deres kærlighed? Jo, det vil jeg mene.
På samme måde er det med Gud. Han er den, som har grundlagt jorden. Han »troner over jordens flade« som alt det skabtes ophav og Herre. Vi og alt er blevet til ved ham. Alt, hvad vi har, har vi fået fra ham: helbred, tid, frihed, muligheder, livet selv. Fordi Gud er den, han er, og ingen kan sammenlignes med ham, er vi skyldige at elske ham.
Det største bud om at elske Gud afspejler dette, at vi skylder Gud at elske ham. Et barn begynder imidlertid ikke at elske sine forældre, fordi det skylder at elske dem. Sådan begynder vi heller ikke at elske Gud, fordi vi skylder ham det. Ikke fordi buddet er forkert eller urimeligt, men fordi min vilje og personlighed modsætter sig det. Jeg vil elske, hvem jeg vil, når jeg vil det.
Buddet om at elske Gud er et sandt bud, som afspejler, hvad jeg skylder Gud. Men det er ikke i stand til at få mig til at elske. Selv om vi ved, at Gud er den Store, Hellige og Almægtige, provokerer buddet om at elske ham, så vi i stedet kaster vores kærlighed på gudebilleder som velstand, succes eller seksuel tilfredsstillelse. Men det største og første bud står stadig tilbage og minder os om, hvad vi skylder Gud.
