På Bibelens tid var de menneskeskabte guder meget konkrete og håndgribelige. Det var statuer, som blev opstillet i en helligdom og tilbedt med ofre og fest. Man nød deres skønhed og brugte dem som håbets ambassadører. Netop deres håndgribelighed var så tiltrækkende. Men hvad nytter det, at en gud er håndgribelig og synlig, hvis den ikke kan hjælpe?
I nutiden er de menneskeskabte guder også håndgribelige, men de er sjældent snittet af en tømrer og beklædt med guld. Alligevel ligner de tidligere tiders guder ved at være tiltrækkende, de giver indtryk af at kunne hjælpe, og de lader sig gerne fejre. En af nutidens største afguder er forbruget. Vi lader os ofte bilde ind, at forbrug er løsningen på vores problemer og vejen til glæden. Men den rolle magter forbruget ikke at udfylde. En anden afgud er idolerne. Både dem fra musik, film, gossip og sport. Vi lever med i deres liv, følger deres præstationer, begejstres med dem. De kan give os glæde og spænding. En tredje afgud er alkoholen. For skræmmende mange er alkohol forskellen på fest og trivialitet. Alkohol er medicin mod mange lidelser.
"Med hvem vil I sammenligne mig?" spørger den Hellige. Vi oplever det, som om afguderne hjælper mod tristhed, meningsløshed og håbløshed. Men de er virkningsløse surrogater for den sande Gud. Ham kan vi sætte et virkeligt håb til, fordi han er den eneste, der har magt til at hjælpe.
Es 40,18-25
