Indbudt og udvalgt

Torsdag. Jesu lignelse om kongesønnens bryllup er klar. Kongen er Gud, kongesønnen er Jesus. Bryllupsfesten er livet i evigheden. Tjenerne, der sendes ud med indbydelserne, er profeterne, apostlene og alle efter dem, der er med til at sprede evangeliet. De indbudte er jøderne på Jesu tid og alle efter dem, som afviser evangeliet. De onde og gode, som blev indbudt til sidst, er hedningerne og alle efter dem, som tager imod evangeliet. Bryllupsklæderne er den retfærdighed, Jesus vandt for os, da han bar alle vores synder op på korset og påskemorgen efterlod dem i døden.

Derfor burde konklusionen på, hvem der kommer med til festen i det evige liv, også være klar. Det er selvfølgelig dem, der tager imod indbydelsen og møder op til fest iklædt Jesu retfærdighed.

Men Jesu konklusion på lignelsen forstyrrer den oplagte konklusion: "Mange er kaldet, men få er udvalgt." Mange er kaldet. Ja, kaldet gælder alle! I lignelsen finder alle vej til gæstelisten på grund af de først indbudtes afvisning. Nær eller fjern, ond eller god. Alle får en indbydelse. Så forventer vi, at Jesus siger: "Få tager imod kaldet." Men han siger: "Få er udvalgt." De, der ender som gæster ved festen i gudsriget, kan ikke rose sig selv for deres modtagelse af indbydelsen. Indbydelsen kommer fra Gud, bryllupsklædningen, der giver adgang til festen, kommer fra Gud. Og sågar deres ja til at deltage kommer fra Gud.

Vi kan afvise Guds indbydelse, men vi kan faktisk ikke sige ja til den. Det må komme fra Gud. At være udvalgt er at opgive den sidste flig af tro på mig selv.

Matt 22,1-14