Forventning til Jesus

Søndag. Som svar på farisæernes spørgsmål aflægger Johannes Døber et dobbelt vidnesbyrd: ét om sig selv og ét om Jesus.

Johannes' vidnesbyrd om sig selv er meget ydmygt. Det handler først og fremmest om, hvem han ikke er. Han er blot "røsten af én, der råber", som der egentlig står. Han er ikke andet end en stemme. Han er end ikke værdig til at være den ydmygeste tjener, som hjælper Jesus af med sandalerne. Hvorfor denne store ydmyghed?

Sagen er, at Johannes her sammenlignes med Jesus. Det er en fare for enhver kristen leder, sanger, præst, forkynder, missionær og så videre, at han glemmer, hvem han selv er, og hvad hans opgave er. I stedet for at vise hen til ham, som er frelseren, begynder han at sole sig i en del af den ære, som kun tilkommer Jesus. Johannes Døber er et eksempel på sandt, åndeligt lederskab ved den måde, han taler om sig selv på. Vi gør klogt i at sammenligne kristne lederes selvvidnesbyrd med Johannes'.

Men havde Johannes kun vidnet om sig selv, havde hans vidnesbyrd ikke været meget værd – dets ydmyghed til trods. I dette afsnit vidner Johannes indirekte om Jesus; i versene, der følger, vidner han imidlertid direkte om Jesus. Dels peger han på Jesus og siger: "Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd" (v.29). Dels vidner han om, hvordan Ånden er dalet ned over Jesus og er blevet over ham, og at Jesus derfor er den, som døber med Helligånden (v.33).

Johannes kan lære os at rette vores forventning imod Jesus. Han er den eneste, der kan bære vores synd, forventning og håb. Når vi ser det, vil vi gøre som Johannes: Give Gud ære.

Joh 1,19-28