Et vidne

Torsdag. Sankt Stefans dag afbryder for en kort bemærkning fejringen af julen. Min far har nærmest sit eget forbud mod at gå i kirke 2. juledag. Han ønsker ikke julefreden spoleret af den blodige beretning om den kristne kirkes første martyr. Det er vel også et tilfælde, at Sank Stefans dag er placeret her midt i fejringen af Jesu fødsel.

Den liturgiske farve er rød. Den røde farve er Åndens farve og markerer en kirkefest. Man kan spørge sig selv, hvad der er at feste for på en dag, som er opkaldt efter en mand, der blev slået ihjel, fordi han troede på Jesus. Ydermere er Stefanus ikke den eneste, som har måttet betale den højeste pris for at tro på Jesus. Rækken af martyrer er lang, og også i vores tid er der mennesker, som bliver slået ihjel, fordi de tror på Jesus.

Det, vi fejrer, er da heller ikke Stefanus' død. Vi fejrer, at han var en martyr, det vil sige et vidne. Han var et menneske, som berettede om Jesus. Han gjorde i virkeligheden det samme som englen på markerne uden for Betlehem julenat: Han pegede på Jesus som Kristus. Det vidnesbyrd er så kostbart for os, for når vi hører om Jesus og tager imod ordet om ham, bliver han frelser og Herre for os.

Det har været kostbart for Jesus og for kirken at bringe evangeliet til verden. Det har kostet utallige mennesker livet. Men netop deres død er et vidnesbyrd for os. Et vidnesbyrd om, at Jesu rige er et evigt rige. De gav deres liv, men lever nu hos Gud. Det vidnesbyrd, som frelste dem, har også kraft til at frelse os og give os del i Jesu evige fredsrige. Så lad også os være vidner – og samtidig bede for dem, der betaler den højeste pris for at vidne.

ApG 6,8-14+7,54-60