Onsdagens generalforsamling i Foreningen Folkemødet bød på flere overraskelser. Især en af af dem vil glæde de lokale i Allinge.
Efter en fire en halv time lang generalforsamling i Allinge tegner sig pludselig et helt nyt billede af en forening i økonomisk kontrol og med et ønske om øget gennemsigtighed.
Formand Mathias Faaborg bekræfter, at årsregnskabet i Foreningen Folkemødet nu bliver offentligt, og at en ny, åben hovedscene skal pryde pladsen til juni.
Solen skinnede over Allinge, da Foreningen Folkemødet i dag afviklede sin årlige generalforsamling. Mødet, der varede fra klokken 10.30 til 15.00, var dog langt fra en klassisk ”røv-til-bænk”-omgang.
De cirka 20 fremmødte, som talte den samlede bestyrelse, sekretariatet og medlemmer, lagde ud med en rundtur på anlægget for at se de fysiske forandringer, der venter folkemødegæsterne til sommer.
For formand Mathias Faaborg var der god grund til at smile.
– Der var supergod stemning. Vi er meget glade, og medlemmerne kvitterede for, at vi er inde i en rigtig god gænge, fortæller en tilfreds formand efter generalforsamlingen.
Transparens og nye medlemmer
Et af de centrale punkter på dagsordenen var foreningens og ikke mindst offentlighedens ønske om mere åbenhed. Det er gennem årene faldet mange for brystet, at en demokratifestival ikke vil fremlægge sit regnskab.
Men det er slut nu, for i dag besluttede bestyrelsen, at årsregnskabet fremover skal være offentligt.
– Det er en del af det arbejde, vi gerne vil gøre med transparens og åbenhed for Folkemødet, fortæller Mathias Faaborg.
Samtidig annoncerede formanden, at foreningen til efteråret vil lave et åbent kald for nye medlemmer, så interesserede kan indikere deres lyst til at blive en del af Foreningen Folkemødet.
Det er nyt, for indtil nu har Foreningen Folkemødet ikke været en forening, som man bare kunne melde sig ind i. Medlemmerne har primært været udpeget af direktionen og har repræsenteret forskellige interesser og aktører, herunder BRK og en række relevante interesseorganisationer. Blandt de kendte navne er tidligere borgmester Winni Grosbøll, Karen Bladt fra Hasle Refractories og Gorm Wisweh fra Gorms Pizza. Men det vil foreningen nu lave om på. Om et halvt år åbnes dørene for almindelige medlemmer med Folkemødet i hjertet.
Millionbidrag til Bornholm
Også økonomien var på dagsordenen, på godt og ondt. Nye tal viser ifølge Mathias Faaborg, at Folkemødet bidrager med en omsætning på 200 millioner kroner, sikrer 150 arbejdspladser og genererer seks millioner kroner i skatteindtægter til kommunen.
Økonomisk landede foreningen et overskud på 400.000 kroner mod 900.000 kroner sidste år. Faldet skyldes blandt andet, at foreningen har overtaget komplekse opgaver inden for sikkerhed og infrastruktur fra kommunen til en værdi af over 2,5 millioner kroner. For at løfte denne opgave har man indgået et partnerskab med sikkerhedseksperter fra RFX, kendt fra Roskilde Festival.
Mathias Faaborg lægger ikke skjul på, at ambitionen er at polstre egenkapitalen yderligere, så foreningen er rustet til investeringer og uforudsete hændelser som eksempelvis dårligt vejr.
– Jeg har ikke noget bestemt tal eller et bestemt tidspunkt, hvor jeg gerne vil have, at egenkaptialen skal have en bestemt størrelse, men det er helt klart noget, vi sigter efter.
Havet som bagtæppe
Folkemødets gæster kan desuden se frem til en markant visuel forandring i 2026. Den gamle hovedscene bliver skiftet ud med en helt ny konstruktion i åben pavillonstil, hvor havet fungerer som naturligt bagtæppe.
– Den bliver meget mere åben og giver mulighed for, at man kan se havet og Bornholm. Den gamle scene var måske lidt mere generisk – det var svært at se, at man var i Allinge. Det kan man med den nye, siger Mathias Faaborg.
Udover de fysiske rammer fastholder foreningen sit fokus på social adgang gennem en forlængelse af Ung Agenda-samarbejdet med Tuborg, der sikrer billigere deltagelse for de unge, samt det fortsatte samarbejde med Bevica Fonden.
Foreningen fortsætter i sin nuværende sammensætning, da alle 15 medlemmer modtog genvalg.
Årets Folkemøde løber fra 11.-13. juni.
Foreningen Folkemødet
Foreningen Folkemødet består af en bestyrelse, 15 foreningsmedlemmer og et sekretariat, som skaber rammerne for Folkemødet.
Fra 2011 til 2016 blev Folkemødet drevet af Bornholms Regionskommune. Da festivalen voksede, blev Foreningen Folkemødet etableret for at sikre en mere langsigtet, fleksibel og demokratisk ramme om festivalen. I 2016 lavede man en partnerskabsaftale mellem Bornholms Regionskommune og foreningen og 1. januar 2017 overgik styret fuldt til Foreningen Folkemødet.
Direktør er Signe Saabye Ottosen, bestyrelsesformand er Mathias Faaborg. Han blev formand i Foreningen Folkemødet i oktober 2024. Der sidder syv mennesker i bestyrelsen, herunder borgmester Frederik Tolstrup og Carsten Grønning, og 15 i foreningen.