Enhed i forskellighed

Lørdag. Forventningen om Jesu komme har konkret betydning for den måde, vi lever med hinanden på som kristne. Der er et sindelag, som passer med, at vi lever mellem Jesu første og andet komme. Ligesom Gud er kendetegnet ved at være udholdende og trøstende i forhold til os, sådan må vi som kristne brødre og søstre også være det over for hinanden.

Der er mange udfordringer forbundet med at realisere dette. Der er mange besværlige, selvhævdende, uomgængelige og – indtil det urimelige – omsorgskrævende kristne. Måske er jeg selv en af dem. Sådan er det, hvor mennesker mødes. Vi er så forskellige af sind, og typer og temperamenter kan let få det til at slå gnister mellem os.

Men nu ønsker Paulus, ja, han beder vel ligefrem for os, at vi må have det samme sind. Hen over alle de menneskelige forskelle og den store ulighed i fordelingen af glæder og sorger, siger han, at Jesus vil have, at vi har det samme sind. Der er noget, som overtrumfer vores forskellighed, og som på et dybere plan skal give os en enhed i sind. Det er håbet. Håbet om, at Jesus kommer igen og fælder dom over den synd, der konverterer forskellighed til mistænkeliggørelse, splid, fremmedhad og sågar krig.

Denne enhed i sindet er bestemt til at få et konkret udtryk, nemlig i lovprisning. Når vi lovpriser Gud for hans udholdenhed og trøst, hvad enten det så sker gennem en gammel salme eller en moderne lovsang, lægger vi sind og stemme til den forening af forskellighed, som skal kendetegne Guds folk i herligheden. Lad os ikke mindst gøre det i adventstiden, hvor vi har så mange fantastiske sange at lægge stemme til.

Rom 15,4-7