De fattige har i altid hos jer

Torsdag. Det må have været vældig kontrastfyldt at se de vise mænd vandre ind i den ubetydelige landsby Betlehem. Måske har de været ledsaget af en karavane med kameler og medfølgende slaver. Det har været årets store begivenhed i en by med nogle få hundrede mennesker. Tilmed er de ankommet om natten eller i skumringen, for de kunne se stjernen, som viste dem vej. Men ikke nok med det. Da de er kommet ind i byen, går de ind til en af byens formentlig fattigste familier og forøger med ét slag deres formue anseeligt ved at overrække disse kostbare gaver til Jesus.

Nogle fortolkere gætter på, at Jesus på dette tidspunkt har været omkring ni måneder gammel. Forestil dig voksne, ærværdige mænd i fornemme klæder på knæ for et lille barn, som sidder på sin mors knæ. Det har været en bemærkelsesværdig kontrast.

Men det er ikke den eneste gang, nogen har bragt meget kostbare ofre til Jesus. Senere gjorde Maria det samme, da hun salvede Jesus med en meget kostbar nardusolie. Den havde en værdi af en hel årsløn for en arbejder. Nogle anså Marias handling for at være yderst ødsel og kritiserede hende for den. Salven kunne være blevet solgt og pengene givet til de fattige. Jesus kunne som lille barn ikke kommentere de vise mænds handling, men om Marias handling sagde han: "De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid."

De vise mænd og Maria er hver for sig forbilleder for os. Vi kan også bringe offergaver til Jesus for at vise ham vores taknemmelighed og ærbødighed, nemlig gennem lovsang og bøn. Samtidig har Jesus i sin kommentar til Maria fortalt os, hvad vi også må gøre. Vi må tage os af de fattige.

Matt 2,1-12