Ånden samler et folk

Tirsdag. Beretningen om pinsedag, hvor Guds Ånd fylder apostlene og gør dem i stand til at tale evangeliet på alle fremmede sprog, er en modhistorie til historien om Babelstårnet og Gud, der forvirrer de menneskelige sprog.

Når en skovbrand bryder ud, gælder det for brandfolkene om at begrænse skaderne. Sådan søger Gud at begrænse skaderne efter syndefaldet ved at forhindre datidens mennesker i at enes om at bygge et tårn, som når op til himlen, og skabe sig et navn. Tårnet, der når op til himlen, var formodentlig et ziggurat-tempel, babyloniernes parallel til de egyptiske pyramider. Altså en bygning med afgudsdyrkelse som formål.

Ironien i, at Gud må stige ned for at se byen og tårnet, er til at tage og føle på. Det er en udstilling af afgudsdyrkelsens magtesløshed. Herrens bekymring er da heller ikke, at de kan sætte ham fra tronen i himlen. Men de har magt til at sætte ham fra tronen i deres fællesskab og i deres hjerter. Når vi mennesker gør os selv til guder, lider både menneskelivet og gudsforholdet dyb skade.

Folkene i Sinear ville i fællesskab etablere et liv, hvor de selv var herre og gud, men Gud spredte dem ved at hindre dem i at forstå hinanden. Pinsedag forsamledes mennesker fra hele verden i Jerusalem. Da udgød Gud sin Ånd og lod apostlene tale evangeliet på alle modersmål. Siden da har Gud ved sin Ånd samlet verdens folk om et liv med ham som Herre og Gud både i himlen og i hjerterne. Ved Ånden bringes alle folkeslag og sprog sammen for at bygge et tempel for Guds Hellige Ånd, så Guds navn kan blive berømmet over hele jorden.

1 Mos 11,1-9