Tvangslukning gør det svært at beholde personale

Tvangslukning gør det svært at beholde personale
Coronanedlukninger gør det svært at fastholde personalet i Rønne Svømmehal, fortæller bestyrelsesformand Thomas Bay Jensen. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 22. FEB 2021 • 08:28
Henrik Nielsen
Journalist
| ABONNENT
22. FEB 2021 • 08:28

REKRUTTERING

I sommer gjorde Rønne Svømmehal en aktiv indsats for at finde nye livreddere. En del af staben havde sagt farvel og tak, fordi svømmehallen holdt lukket i flere måneder, først på grund af corona og siden på grund af en omfattende tagrenovering, så daglig leder Laura Hulgaard lavede et stillingsopslag og lagde det på svømmehallens hjemmeside og facebookprofil. Missionen lykkedes, og mandskabet var på plads, da svømmehallen skulle genåbne i oktober.

– Laura havde gjort en stor indsats for at rekruttere, jeg tror hun var helt oppe på at have rekrutteret 10 nye medarbejdere. Så kom nedlukningen igen i december. Så er det, at vi mister hovedparten af dem igen til noget andet, fordi de ikke har været tilknyttet svømmehallen i længere tid end de her to måneder, siger bestyrelsesformand Thomas Bay Jensen.

Det koster

Han beskriver det som en kæmpe udfordring at fastholde personale i den situation, svømmehallen har befundet sig i det seneste års tid. Aktuelt er udfordringen den samme som inden efterårets genåbning.

– Vi står igen i den situation, at vi har en udfordring med at finde nye medarbejdere og starte hele den proces med at få dem lært op, så de overholder de forskellige regler om, hvad de skal kunne rent kompetencemæssigt, og det er selvfølgelig ærgerligt. Det koster blod, sved og tårer og i sidste ende økonomi, siger Thomas Bay Jensen.

Som livredder i Rønne Svømmehal består arbejdsopgaverne blandt andet af daglig vandkvalitetskontrol, vedligeholdelse af svømmehallens arealer og bassinvagt, samt at man er smilende og serviceminded, så alle brugere får en god oplevelse, når de besøger hallen.

Hvornår der igen bliver brug for livreddere i svømmehallen afhænger af, hvornår der igen kommer badende gæster, og det kommer helt an på myndighedernes coronarestriktioner.