– Vi har en del erfaring, fra da vi byggede i Østerlars. Jeg tegnede planen, og min mand byggede. Så vi ved allerede en del om byggestrategi, selv om der er meget at holde styr på i forhold til byggetilladelser, men i og med, vi kender til byggeprocessen, så føler vi os godt klædt på til det her projekt. Og så har vi nogle gode ansatte, der også kommer med idéer og forslag, fortæller Christina Juhl Sørensen.
Bornpark har ansat tre fuldtidsmedarbejdere, en murer, en tømrer og en alt-mulig-mand, der arbejder på at få minigolfbanen klar inden efterårsferien.

Det er måske ikke til at forestille sig lige nu, men gamle klasseværelser som det på billedet, vil inden efterårsferie være forvandlet til indendørs minigolfbane. Foto: Jacob Jepsen
Noget bliver, andet rives ned
Campus Bornholm flyttede til Minervavej for to år siden, og siden da har ejendommen på Sandemandsvej stået tom. Og selv om ejendommen skal totalomlægges, er der nogle fordele ved at bygge på en tidligere skole.