Hvad gør man, når storcentre stadig ikke kan genåbne? Det har Vero Moda, der har butik i Snellemark Centret, fundet en løsning på. Tirsdag åbnede deres pop-up butik nemlig lidt længere nede ad Snellemark i lokalet, der tidligere har været genbrugsbutik.
I en begrænset periode kan man se Vero Modas nyeste kollektioner og prøve at mærke på tøjet. Vero Moda holder normalt til i Snellemark Centret, men grundet restriktioner på centerbutikker, kan de stadig ikke genåbne. Rikke Haboe Larsen, butikschef i Vero Moda i Snellemark Centret, har stået for at lede efter tomme lokaler til pop-op butikken. Det begyndte hun på torsdag i sidste uge, og nu under en uge efter er pop-op butikken klar.
– Det er gået rigtig hurtigt. Vi ringede rundt til to-tre lokaler i sidste uge og opdagede så, at genbrugsbutikken er flyttet til nyt lokale, hvilket betød, at deres gamle butikslokale stod tomt, fortæller Rikke Haboe Larsen.
Under nedlukningen har butikken været nødsaget til at sætte medarbejdere på pause. Driften i tøjbutikken har dog ikke stået helt stille siden slutningen af december, hvor den nationale nedlukning ramte.