– Der var desværre kommet en tendens med hyggeture til København for at købe konfirmationstøjet med mor og far, men det satte corona jo en stopper for. Mit udvalg er præcis det samme som ovre, ligeledes er priserne, men jeg fører kontrol med, at især de små hold i kirkerne, hvor der måske kun er to til tre piger, at de ikke kommer i samme kjole. Jeg håber, at det også kan sætte fokus på, at vi har det hele på Bornholm, fortæller hun.
Trine Grønges datter lånte en kjole med hjem fra Migrant. Hun havde set drømmekjolen i butikkens vindue, og Trine Grønge kontaktede derfor Mette Høyer. Kjolen blev derefter pakket og lagt i skabet i cykelskuret.
– Alt skete på samme dag, og der var ingen problemer. Kjolen passede, og min datter skal nu konfirmeres i sin drømmekjole, siger Trine Grønge, der fortæller, at hun er glad for at kunne støtte lokale erhvervsdrivende.
– Man kan jo få det hele her på Bornholm. Det er rigtig vigtigt for mig at støtte bornholmske virksomheder, og derfor er det jo perfekt, at den helt rigtige kjole var her, og det minder mig også om, at vi ikke altid behøver at tage over eller købe på nettet.
Ingen hjælpepakker