Bornholmslinjen varsler hårdt vejr på onsdagens afgang med hurtigfærgen fra Ystad mod Rønne klokken 22.30. Det betyder også, at færgen ikke medtager transporter med hverken levende dyr eller ophængt kød, fremgår det af en melding på rederiets hjemmeside.
Ifølge DMI vil der klokken 21 være tale om en bølgehøjde på mellem 2,4 og tre meter i farvandet mellem Bornholm og Sverige stigende til mellem tre og 3,5 meter klokken 23.
Turen i det hårde vejr bliver en af de første for hurtigfærgen Express 5, der de seneste godt to uger har været på værftet Fayard i Munkebo. Færgen ramte den 25. november om aftenen i forbindelse med afgang fra Rønne den såkaldte fliskaj. Siden da har færgen været ude af drift, og det er planen, at den skal sejle til Rønne i løbet af tirsdagen. Onsdag eftermiddag klokken 16.30 tager Express 5 så den første tur fra Rønne siden uheldet, men det er først på afgangen fra Ystad klokken 22.30, der varsles om hårdt vejr, som prognoserne så ud tirsdag formiddag.