På rundtur
Flyets rute er offentligt tilgængelig på hjemmesiden Flightradar24.com.
Her kan man se, at det om morgenen klokken 9.20 lettede fra den tyske by Köln, hvorfra det fløj nordpå til Danmark.
Klokken 10.30 flyver flyet, der ifølge Flightradar24.com har kaldenavnet GAF 683, henover en af landingsbanerne i Aalborg Lufthavn i ganske lav højde. Cirka 13 minutter senere gør flyet det samme en gang til, før det stiger til vejrs og sætter kursen mod Norge. Her foretager flyet samme manøvre over Bergen Lufthavn en time senere, før det sætter kursen mod Bornholm, hvor flyet lægger an til landing klokken 12.47.
– Vi kan bekræfte, at det pågældende fly den 8. maj fik tilladelse til at kunne foretage en såkaldt ’low approach’ til Bornholms Lufthavn, hvor flyet foretog en indflyvning og cirklede rundt, før det fortsatte videre. Derudover har vi ikke yderligere oplysninger, oplyser Trafikstyrelsen i et skriftligt svar om flyvningen.