– Færgebetjeningen til og fra Bornholm er vigtig, og det er af afgørende betydning, at brugerne er tilfredse med denne. Derfor glæder det mig, at passagerertilfredsheden er høj, siger transportminister Thomas Danielsen (V) i en pressemeddelelse fra Transportministeriet.
Cadeau til medarbejderne
Resultatet af sommerens kundetilfredshedsmåling er ikke meget anderledes end det, der viste sig efter undersøgelsen på samme tidspunkt sidste år. Kategorien "personlig betjening" er steget med 0,1 point mens kategorien "rengøring og vedligeholdelse" er faldet med 0,1 point. De tre andre kategorier har fået samme resultat som sidste år.
Molslinjen oplyser, at rederiet er glad for resultatet af undersøgelsen.
– Hver gang vi får en positiv måling på vores kundetilfredshed, er det en cadeau til vores medarbejdere på Bornholm. Det er altid vanskeligt, når man skal indsætte en helt ny færge på en rute, og også derfor er det dejligt, at gæsterne kan lide Express 5 og det løft, den har givet trafikken til og fra Bornholm, lyder det fra rederiets pr- og kommunikationschef, Jesper Maack.