

Det første hele år tilbage på udelukkende bornholmske hænder er overstået for Bornholms Brandforsikring, og det er forløbet godt. Det giver også nogle fordele at være en del af forsikringsselskaber, som minder mere om hinanden.
Efter 32 års medejerskab solgte Topdanmark i slutningen af 2024 sin andel af Bornholms Brandforsikring. I august satte Tobias Herbert sig i direktørstolen.
Der er med andre ord sket store organisatoriske ændringer i selskabet, som netop har præsenteret et overskud på 21,3 millioner kroner. Den stadig forholdsvis nye direktør ser tilbage på et 2025, som har været lidt op og ned.
– Der har været nogle større brandskader, som selvfølgelig påvirker vores regnskab, når vi har den størrelse, vi har. Når vores portefølje er på knap 200 millioner kroner, giver det nogle udsving i regnskabet. Når vi gør året op, har vi på trods af de større brandskader og et turbulent finansielt marked leveret et solidt regnskab, fortæller Tobias Herbert.
Bornholms Brandforsikring har temmelig mange penge bundet op på investeringer i værdipapirer, og investeringerne gav et overskud på knap 17,3 millioner kroner – hvilket dog var næsten 20 millioner kroner mindre end i 2024.
– Men det betyder meget for os, når vi er tilbage på udelukkende lokale hænder, at vi leverer. Der er kun os selv at stille til regnskab, siger direktøren.
Overskud bruges på udvikling
I regnskabet fremgår det også, at forsikringsvirksomheden har et mål om at have en såkaldt ’combined ratio’ på 92 procent. Den endte i 2025 på 92,4 procent og har været stigende i de seneste år.
Combined ratio er et tal, som forsikringsselskaber bruger til at se, om de tjener penge på deres kerneforretninger med at sælge forsikringer. Tallet sætter udgifter til erstatninger og administration op imod de samlede præmieindtægter.
Dermed bruger Bornholms Brandforsikring 92,4 procent af indtægterne på selve kerneforretningen.
– Så vi beholder kun otte kroner selv som overskud, og det går til at udvikle vores virksomhed fremadrettet, kunne investere i ny teknologi og investere i en app til kunderne for at tage nogle eksempler, siger Tobias Herbert og fortsætter:
– Der har andre større kommercielle selskaber en målsætning om, at combined ratio skal være under 80 procent, fordi de har krav fra aktionærer om en høj egenkapitalforrentning. Der har vi en anden agenda, når vi er ejet af bornholmerne. Vi skal ikke hæve vores priser, hvis vi kan undgå det. Vi vil hellere holde konkurrencedygtige priser for bornholmerne og hæver kun prisen, hvis vi er tvunget til det for at få regnskabet til at løbe rundt.
Bornholms Brandforsikring har formået at holde priserne i ro i årevis. Det skyldes en stram omkostningsstyring, hvor blandt andet kunstig intelligens (AI) spiller en voksende rolle.
– Vi har ikke en kæmpe udviklingsafdeling, men der bliver stillet ny teknologi til rådighed, herunder AI, som vi kan benytte os af. Vi kommer aldrig til at benytte det over for kunderne, for vi tror på, at kunderne godt kan lide at tale med rigtige mennesker, siger direktøren.
– Men for at få mere tid til kunderne og være mere kundefokuseret, kan vi godt have AI til at hjælpe os i baggrunden med afgørelser og sager, som gør, at vi kan være mere effektive. For år tilbage kastede Topdanmark mange penge i at udvikle en AI-chatbot. Det ville vi ikke gøre, og vi ønsker heller ikke en chatbot.
Støtte er et salgsargument
Bornholms Brandforsikring har da også meget godt fat i bornholmerne, hvor de har en markedsandel på 60 procent. Det gælder både for private og for erhverv, og næste mål er, at de kommer op på to tredjedele.
Det tror Tobias Herbert på.
– Nu er jeg selv købmandssøn, så jeg kommer nogle gange til at bruge det billedsprog, men vi er lidt den her lokale købmand, så for at være konkurrencedygtig skal vi have alle varer på hylderne. Vi kan både forsikre private og erhverv. Nu hedder vi stadigvæk Bornholms Brandforsikring, og det lyder som om, at det er brandforsikring, men vi har alle forsikringsprodukter på hylderne i dag.
– Det er derfor, vi appellerer til flere af bornholmerne og har kunnet opbygge så stor en markedsandel. Og stadigvæk tror på, at vi kan blive ved med at udvikle den.
Hvad er jeres salgsargument for at overbevise folk om at blive kunder hos jer?
– Vi er startet godt ved allerede at have en stor opbakning blandt bornholmerne. Og vi er ejet af Bornholms Brand A.m.b.a, og når vi laver overskud i forsikringsdriften, går det til vores a.m.b.a. Det støtter alle organisationer, hvad enten det er sport, kultur, virksomheder, så vi støtter mange gode formål, siger Tobias Herbert og fortsætter:
– Vi arbejder hårdt for at udviklef Bornholm, og vi forsøger og er blevet mere synlige om det og kommunikerer mere om det. Det, tror vi, er med til, at bornholmerne godt kan se, at det er en god idé.
Skal ikke skumme fløden
Direktøren er dog også helt på det rene med, at når alt kommer til alt, handler det i høj grad om prisen på produktet.
– Så det er en strategisk beslutning, som vi tager med åbne øjne, når vi holder prisen i ro. Vi skal drifte på en sund måde, så vi har overskud til at udvikle os, men vi skal ikke skumme fløden. Det er ikke til aktionærer, men så mange penge tilbage til kunderne som muligt, siger Tobias Herbert.
Og når der skal udvikles i Bornholms Brandforsikring, står virksomheden også sammen med eksempelvis Himmerland Forsikring eller Vejle Brand. To selskaber, der minder om Bornholms Brandforsikring.
– Der kan vi trække på hinanden, udvikle løsninger og koncepter sammen, hvor vi hver især ikke skal bruge en masse ressourcer, men gøre det i fællesskab og til gavn for vores kunder. Det er jo også en kæmpe styrke, som vi har fået øjnene mere op for, nu hvor vi ikke kan spørge Topdanmark længere.
Æbleløkkerne
En del af overskuddet i Bornholms Brand bruger de på at dele ud til projekter. I 2025 blev det til 3,1 millioner kroner fordelt på 121 projekter.
– Det var en af årsagerne til, at jeg synes, det var et spændende job, hvor man vil udvikle Bornholm. Det er en dimension, som motiverer mig meget. Og det er klart, at når vi forsøger at vækste og få flere kunder, gør vi det også for at kunne sætte flere penge til side og støtte flere projekter i fremtiden.
Et noget anderledes projekt for Bornholms Brand er Æbleløkkerne, som de sammen med Ocean Prawns er ejere af. Her er der 68 lejligheder og 28 rækkehuse, som bliver klar til indflytning i løbet af 2027.
Det er første gang, Bornholms Brand kaster sig ind i sådant et projekt, og Tobias Herbert tænkte som ny på Bornholm også, hvorfor selskabet kaster sig ind i det.
– Svaret var rimelig klart for mig. Jeg har selv været i pensionsbranchen og ved, hvordan pensionsselskaber landet over investerer i ejendomme i Aalborg, Aarhus, Odense, København. Men der er desværre ikke nogen, der investerer i Bornholm. Det afkast, der er forventninger til, er ikke nok til, at det er lukrativt for pensionsselskaber, siger han og fortsætter:
– Så min pointe er, at når vi vil udvikle Bornholm, og det vil vi, må vi bare gøre det selv. Vi kører det inden for tidsplanen og inden for budget. Det sker ofte, at begge skrider. Vi er også en gruppe bag Æbleløkkerne, herunder også Ocean Prawns og Daniel Barslund, der ofte mødes og har fokus på begge dele. Det er vi stolte af, og vi er også stolte af, at vi så hurtigt fik så mange lejligheder udlejet.
Vænnet sig til lokale forhold
Tobias Herbert, der begyndte hos Bornholms Brandforsikring i august, nyder også, at det netop er et kundeejet-selskab, han er blevet en del af. Selvom han lige havde én ting, han skulle vænne sig til.
– Jeg var blevet informeret om, at Bornholms Brand er et stort selskab på Bornholm. Jeg har siddet i ledelsen af andre selskaber og været i topledelsen, hvor der ikke har været den bevågenhed omkring direktøren i den øverste ledelse. Det er der mere her, og det skulle jeg da lige vænne mig til. Men det er en positiv interesse, fordi man gerne vil os.
Han skulle også vænne sig til et fagligt aspekt i form af noget, som næsten hele branchen ellers døjer meget med.
– Der er for eksempel meget tyveri fra byggepladser og varebiler. Det var sådan noget, jeg dykkede ned i. Hvordan er det her? Men det er der ikke på Bornholm. Måske passer vi lidt mere på tingene. Hvis der så skulle være nogen, der var så frække at stjæle en varebil med værktøj, skal de jo med færgen og kan måske ikke komme herfra, hvilket nok også hjælper.
Det Gamle Posthus maner misforståelser i jorden
Familien kom altid i første række for Ove
OM BORNHOLMS TIDENDE
Ansvarshavende chefredaktør: David Trads.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration










