Er du nysgerrig på, hvordan musik er opstået, og hvordan man lavede hits, inden radio, plader og streaming fandtes?
Så er det så heldigt, at Bornholms Museum har været med i et projekt, hvor videnskab, kunst, arkæologi og musik mødes - og det er altså endt ud i en række eksperimentelle forhistoriske musikoplevelser forskellige steder på øen.
Her vil arkæologer, musikere og andre fagfolk forsøge at genskabe lyden fra oldtiden. Lyd efterlader sig som bekendt ikke mange spor - men der er udgravet flere instrumenter fra undergrunden. Eksempelvis kan man opleve en lur i funktion ved et arrangement på Bornholms Museum allerede på onsdag.
Torsdag kan man troppe op på Madsebakken for at blive klogere på, hvordan man har brugt lurer i oldtiden, og her kan man opleve en unik samling af lur-replikaer fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.