Hos NRGi anbefaler man at udnytte de billige elpriser i dags- og eftermiddagstimerne til at spare penge.
– De fleste lader måske bilen, når de kommer hjem om eftermiddagen. Men det er desværre også der, strømmen typisk er dyrest. Kan du lade i tidsrummet klokken 11 til 16, kan du spare en del på elregningen.
- Du kan også få glæde af de lave elpriser ved at starte vaskemaskinen eller opvaskemaskinen i de billige timer, siger Bo Halm Andersen fra NRGi.
NRGi peger på, at der kan være mange penge at spare ved at bruge strøm, når den er billigst, frem for når prisen er på sit højeste.
– Forskellen mellem de billigste og dyreste timer kan være mere end fem gange så meget. Og over et helt år vil det naturligvis løbe op. Så min klare anbefaling er, at man gør det til en vane at tjekke elprisen og flytte sit forbrug til de billige timer, siger Bo Halm Andersen.