Siden april, hvor Express 1 blev reservefærge for Express 5, har kommunen modtaget fem klager over støj fra færgen. Kommunens støjmåling har da også vist, at færgen larmer mere end, hvad Miljøstyrelsen mener er miljø- og sundhedsmæssigt acceptabelt i området. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at kommunen burde have skredet hårdere til værks, mener Helle Munk Ravnborg.
– Spørgsmålet er jo, om det ville løse problemet. Der er jo ingen tvivl om, at der er et problem - og det skal løses. Jeg ved ikke, om man kan placere færgen et andet sted, hvor den larmer mindre eller færre borgere bliver udsat for den støj? Den slags overvejelser kender jeg slet ikke. Men i det omfang, vi gerne vil have Express 1 til at ligge der, skulle der ske noget med Express 5 eller i det omfang, begge færger er nødvendige, er det klart, der vil være støj - og det skal der laves om på, og det bliver der så nu.
Om der skal reageres politisk, efter administrationen på næste udvalgsmøde orienterer om sagen, afhænger helt af indholdet, siger Helle Munk Ravnborg.
– Jeg har svært ved at se, hvad det mere skal være - andet end at man kan forsøge så godt som muligt at mindske generne indtil der er implementeret den løsning, der skal implementeres, så dieselmotorerne ikke skal stå og snurre hele natten.
Ifølge Bornholmslinjens plan er landstrømsanlægget færdigt og klar til brug i løbet af denne uge.