Patientrejser har sagt farvel til Rute700 – og får nyt stoppested

Patientrejser har sagt farvel til Rute700 – og får nyt stoppested
Farvel til Rute700, goddag til Kombardobusserne. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | ABONNENT | 12. JAN 2023 • 05:30
NYHED | ABONNENT
12. JAN 2023 • 05:30

Kombardobussen har overtaget de bornholmske patientrejser, men den eneste ændring bliver, at Hvidovre Hospital snart kommer på ruten.

 

Der er angiveligt så godt styr på afløseren af Rute700, som Patientrejser i en årrække har benytte, når bornholmere skal til hospitaler og konsultationer ovre, at det ville give mening efter et anagramprincip at omdøbe den til Rute007 for at antyde, at James Bond agent 007, der som bekendt kan håndtere enhver situation i hele verden, havde overtaget ruten.

Det er dog ikke tilfældet, eftersom det rent faktisk er Kombardobussen, der har taget over per 1. januar.

Men styr på det hele, dét er der, bedyrer Lene Kristine Frigaard, som er leder af Patientrejser på Bornholms Hospital.

Forandring kan altid give anledning til utryghed, og der er da også patienter, som har været vant til at blive transporteret af Rute700, der har været usikre på, hvordan servicen ville blive fremover – har de således stadig mulighed for både at blive samlet op og afleveret igen rundt om på Bornholm, når de lader sig transportere via Patientrejser?

Her kan man eventuelt forestille sig den berømte signatur-guitar fra Bond-filmene markere spændingsniveauet stige, men kun for en stund, eftersom det hurtige og korte svar er:

Ja.

Patienterne bliver hentet og bragt helt, som de er vant til, oplyser Lene Kristine Frigaard.

– Vi har været virkelig glade for samarbejdet med Rute700, slår hun indledningsvist fast, men fortsætter straks:

– Men når nu det skal være, så er der faktisk ingen ændringer, efter Kombardo har taget over. Folk kan stadig blive hentet, hvor de er blevet hentet tidligere, og de kan blive sat af, hvor de har været vant til at blive sat af. Der følger også, som de har været vant til, noget forplejning med i billetten, som Bornholms Hospital jo betaler. Det er altså fuldstændig uforandret, og så vidt, jeg har forstået, er det også stadig de samme chauffører, folk møder.

Bussen er dog en anden, oplyser hun.

– Men der kommer tydeligt skilt på, så man ikke er i tvivl om, hvad det er for en bus.

Udramatisk

På Bornholm er der mulighed for at stå af og på i Svaneke, Nexø, Aakirkeby og ved Bornholms Hospital – samt på Rønne Havn, hvor bussen også samler de almindelige passagerer op, som kan stige på Kombardobussen, inden den kører ombord på færgen, oplyser Lene Kristine Frigaard.

Der er altså ikke på den måde tale om en særlig bus, som kun rummer patienter, men fordelen ved at rejse med Patientrejser er, at bussen kører direkte ud til de forskellige hospitaler i hovedstadsregionen.

– Man skal ikke skifte til andre busser, inden man når frem til hospitalet. Kun på færgen skal man af og på bussen, siger hun.

Faktisk har systemet været indarbejdet gennem et par år, eftersom Rute700 heller ikke kørte med en særlig bus, men bare bookede patientrejserne hos Kombardo.

– Så skiftet per nytår er på alle måder meget udramatisk, slår Lene Kristine Frigaard fast.

– Men jeg ved, at der er patienter, der har været bekymrede for, hvad der nu skulle ske.

Der er også et nyt stoppested under opsejling, idet Hvidovre Hospital kommer på listen.

– Det har været et stort ønske, så det bliver godt, at man også kan komme til og fra det, siger hun.

Som det er nu, stopper bussen ved Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital, Gentofte Hospital, Herlev Hospital og Glostrup Hospital. Ét eller andet sted på den rute vil Hvidovre Hospital så blive puttet ind inden for en måneds tid, vurderer Lene Kristine Frigaard.

– Der er lige nogle tilladelser, Kombardo venter svar på, forklarer hun.