Opdateret: Vej og Park undersøger hul i vejen

Opdateret: Vej og Park undersøger hul i vejen
Foto: Holger Larsen
NYHED | 6. DEC 2024 • 13:34
Holger Larsen
Journalist
NYHED
6. DEC 2024 • 13:34

Et markant hul i Byledsgade i krydset ved Sandgade og Nørregade i Rønne skaber fredag eftermiddag nogle udfordringer for trafikken i Rønne. 

Det dybe hul kunne være svært at se på afstand og blev ramt af flere bilister i den korte tid, Tidendes reporter var ved stedet tidligt fredag eftermiddag – heldigvis uden større uheld. 

For at undgå flere og værre uheld, stillede en frivillig sig op for at advare og dirigere bilister udenom hullet, indtil politiet og Vej og Park nåede frem. 

Herefter blev Store Torvegade – indfaldsvejen for trafikken fra nord til Rønnes centrum – spærret af, og trafikanter blev adviseret over trafikradioen på P4.

Midt på eftermiddagen begyndte Vej og Park at grave et område omkring hullet op for at finde årsagen til, at der var opstået et hul midt i vejen.

Der løber både en vand- og en kloakledning i vejen, så noget tyder på en læk. Der var i hvert fald masser af vand i hullet, da gravemaskinen begyndte at fjerne asfalten.

Planen var at finde årsagen og derefter dække hullet med en jernplade, så man hurtigst muligt kan få genåbnet vejen for blandt andet bustrafikken, og reparere skaden efter weekenden.


Indtil Vej og Park og politiet når frem og får sat afspærring op, har en frivillig taget tjansen for at advare bilisterne. Foto: Jesper Dollerup Merved

 




Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT