Nytårsfest i Nyker Pensionistforening

Nytårsfest i Nyker Pensionistforening
Fra nytårsfesten i 2023. Eget foto
NOTITS | Torsdag 28. december 2023 • 16:04
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | Torsdag 28. december 2023 • 16:04

Nyker Pensionistforening starter 2024 med nytårsfest.

Onsdag den 10. januar klokken 18 skal medlemmerne af Nyker Pensionistforening igen i festtøjet oven på en forhåbentlig dejlig jul og et fredeligt nytår, oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

Det har i flere år været en tradition, at foreningen ikke holder en julefrokost – dem er der nok af i forvejen – men i stedet samles i Nyker Selskabslokaler til en nytårsfest midt i januar måned, for på denne måde at ønske hinanden en glædelig ”bagjul” og et forsinket glædeligt nytår.

Der er et par særlige programpunkter, der skal overstås – men hyggen er i højsædet, forsikrer formand Sven-Erik Sørensen.

– Allerførst skal de mange tilmeldte jo nyde det gode selskab og få en lille sludder om tiden, der er gået siden sidst – blandt andet den nye tradition, hvor nykerboerne samledes i december måned for at ”synge julen ind”, hos dem der havde pyntet julevinduer, fortæller han.

Nytårsfesten starter traditionen tro med en velkomstdrink med bobler, inden man efter en lille sang går i gang med menuen, der også i år består af Kalvesteg stegt som vildt med blandt andet Waldorfsalat og Tyttebærsyltetøj og så endelig Trifli til dessert, en menu som alle garanteret kan blive mæt af, og der er ved tilmeldingen naturligvis taget højde for, at ikke alle spiser kalvesteg, fortæller Sven-Erik Sørensen.

– Nu skal det jo ikke handle om mad det hele, så mellem hovedretten og desserten trækkes to vindere af en flaske god Portvin, blandt de medlemmer som i november og december måned har afleveret forslag til aktiviteter i det kommende år.

Efterfølgende uddeler bestyrelsen en ”stemmeseddel”, hvor forslagene er listet op, og hvor medlemmerne kan stemme om hvilke forslag, der skal indgå i programmet for 2024 – 2025.

Derefter afvikles den årlige ”tipskonkurrence”, hvor det gælder om at finde de 13 rigtige svar på de drilske spørgsmål, som formand Sven-Erik Sørensen har lavet.

– Det er endnu ikke lykkes nogen at ”tippe en 13'er”, men sidste år var Jørn Hansen tæt på med sine 12 rigtige, så hvem ved – måske i år.

Der er ikke sat noget sluttidspunkt på nytårsfesten, så medlemmerne kan hyggesnakke og drikke kaffe lige så længe de lyster, der er i sagens natur ikke ret mange, der skal på arbejde dagen efter.

Aktivitetsåret 2023 – 2024 i Nyker Pensionistforening slutter med generalforsamlingen den 7. februar, hvor bestyrelsen blandt andet præsenterer sit forslag til aktivitetsplan for året 2024 – 2025, baseret på afstemningen under nytårsfesten.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT