Finansieringen kommer blandt andet fra en statslig pulje til cykelstier, som den daværende regering lavede i 2021 sammen med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Bornholm fik tildelt 3,34 millioner kroner fra den 135 millioner kroner store pulje, og pengene skulle konkret gå til delte stier på Torneværksvej i Rønne. Der er 50 procent kommunal medfinansiering, så i alt er det et projekt til næsten syv millioner kroner.
I udvælgelsen blev der blandt andet lagt vægt på, at flest muligt får gavn af projektet, større trafiksikkerhed for cyklister, og at projektet bidrager til bedre sammenhæng.
– Det er godt, at kommunen vil gøre noget ved Torneværksvej, fortalte Claes Ludvigsen, bestyrelsesmedlem i Bornholms Cyklistforbund, til Tidende i 2021.
Forbundet har tidligere peget på Torneværksvej i Rønne som et af de steder, hvor der bør gøres mere for cyklisternes sikkerhed.