Hvorfor er det ikke Express 2, som afløser Express 1?

Hvorfor er det ikke Express 2, som afløser Express 1?
At det er Max (billedet), som skal afløse Express 1, kommer bag på Bornholms Passagerforening. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | ABONNENT | 30. MAR 2022 • 19:12
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
30. MAR 2022 • 19:12

Bornholms Passagerforening undrer sig over, at det er hurtigfærgen Max, som afløser Express 1, der den næste uges tid skal til reparation på et værft i Frederikshavn. Bornholmslinjen afviser.

– Jeg er lidt forundret.

Sådan siger formanden for Bornholms Passagerforening, Ann Hartl.

Hun kan ikke forstå, at det er Max, som skal fragte passagerer over Østersøen mellem Rønne og Ystad, mens Express 1 den næste uges tid skal repareres på et værft i Frederikshavn, efter den natten til tirsdag ramte Rønne Havns sydlige indermole under en testsejlads og pådrog sig en flænge på cirka en meter.

Ann Hartl er nemlig af den overbevisning, at det er Express 2, som skal erstatte Express 1.

– Sådan er det i hvert fald, når Express 1 skal på planlagt værftsreparation, så jeg er lidt forundret over det, siger hun.

Passagerforeningen er dog glad for, at det er Max og ikke Povl Anker, som skal erstatte Express 1, da folk så kan blive transporteret hurtigere mellem Bornholm og Sverige. Men det ville nu have været endnu bedre med Express 2, mener foreningens formand.

– Som udgangspunkt er det klart at foretrække, at det er Express 2, for den er mere søkampdygtig i Østersøen end Max.

– Og så er den ikke lige så indgribende i kapaciteten, for Max har jo for eksempel stort set ingen plads til campingvogne, siger hun og understreger, at det derfor også er meget vigtigt, at Express 1 kommer tilbage og kan indgå i sejlplanen sammen med Max i påskeferien, hvor mange turister allerede har meldt deres ankomst til Bornholm.

Bornholmslinjen afviser 

Bornholmslinjen fortæller til Tidende, at det ikke er korrekt, at det står i kontrakten, at det er Express 2, som skal indsættes, når Express 1 er på værft. 

Bornholmslinjen fortæller, at det i stedet er Povl Anker, som er erstatningsfærge. Rederiet fortæller dog, at det er korrekt, at det typisk er Express 2, som kommer til Bornholm, når Express 1 er på værft, men det bliver altså ikke tilfældet denne gang.

– Express 2 har pligter på Kattegat lige nu, hvor vi sejler med tre expresser, fortæller Bornholmslinjens pr- og kommunikationschef, Jesper Maack, med henvisning til, at Express 2 i øjeblikket bliver brugt på Molslinjens rute mellem Aarhus og Sjællands Odde.

– Og Max skulle alligevel til Bornholm i påsken, og den kan godt løfte kapaciteten, så det giver god mening, at den bliver sat ind, indtil Express 1 er tilbage, fortæller han.

Efter planen skal Express 1 være på værft i en uges tid, hvorefter hurtigfærgen vil returnere til Bornholm.



FÅ ABONNEMENT