Hvor meget færgekapacitet skal der til for at løfte Bornholms potentiale?

Hvor meget færgekapacitet skal der til for at løfte Bornholms potentiale?
Foto: Jesper Dollerup Merved
TRAFIK | Torsdag 16. juni 2022 • 18:30
TRAFIK | Torsdag 16. juni 2022 • 18:30

Hvor meget færgekapacitet skal der til for at løfte Bornholms fulde potentiale? Det diskuterede et panel torsdag til Folkemødet.

Bornholm har over de seneste par år oplevet en større interesse som turistdestination, men kan færgekapaciteten følge med efterspørgslen? Både når det gælder turisme, men også for det bornholmske samfund generelt? Det spørgsmål debatterede et panel torsdag eftermiddag i Turismeministeriets telt på Folkemødet.

I panelet sad blandt andre borgmester Jacob Trøst, direktør i Destination Bornholm Pernille Kofod Lydolph og direktør i Molslinjen Carsten Jensen.

Generelt er vurderingen fra hele panelet, at det går rigtig godt i forhold til turisme på Bornholm.

– Men vi vil ikke stoppe, vi vil videre. En ting er turismedelen, men det handler også om hele det bornholmske samfund. Alle skal kunne komme med, om det så er turister, bornholmere eller gods, siger Pernille Kofod Lydolph og fortsætter:

– Når der er gang i turismen, er der også en detailhandel, der har brug for varer til øen. Det giver nogle effekter i andre typer erhverv. Der er brug for ekstra kapacitet.

Carsten Jensen, direktør i Mols- og Bornholmslinjen er enig i, at det generelt går godt:

– Overskriften må være, at det er fedt, at vi har fået udviklet. I 2017 startede vi med at opgradere Express 1 fra 1.100 til 1.400 passagerer. Det er fedt, vi har så meget kapacitet på Bornholm. Men vi kan godt komme videre.

Max eller Express 1?

Hos Pernille Kofod Lydolph er et konkret ønske at beholde Express 1 på Bornholm i stedet for at sende den til Aarhus-Odden, som er planen, når Express 5 ankommer. Hun siger, at hun er ’kisteglad for, at vi får et nyt skib’, men at hurtigfærgen Max ikke passer til Bornholms behov, og at de vil foretrække at beholde Express 1 og 5 og så sende Max til Aarhus-Odden.

Det spørger en tilskuer også om.

– Hvor mange flere gæster skal komme, før man bytter Max ud med Express 1, når 5 kommer?

Til det svarer Carsten Jensen fra Bornholmslinjen:

– Det er et godt og konkret spørgsmål. Vi skal op på en besat kapacitet på omkring 70 procent, så nærmer vi os de niveauer, hvor omkostningerne kan dækkes. Et dilemma er, at belægningen ikke ligger på 70 procent når man kigger over hele året, kun i højsæsonen. Det er et ujævnt billede. Vi regner lidt på det og er i dialog med kommunen.

Men hvorfor sætter de ikke bare flere færger ind? Til det svarer Carsten Jensen:

– Udgangspunktet er, at markedskræfterne kan gøre en del, men ikke det hele, særligt ikke uden for sæson. Der har vi nogle andre mekanismer. Hvis vi skal have mere kapacitet, er der også forbundet nogle omkostninger med det. Express 1 et større skib, en større bemanding og mere olieforbrug. Det skal vi også have finansieret. Vi skal i dialog. Vi lever af at udvikle trafik og kapaciteten.

Hvis markedskræfterne ikke løser det, skal I så ikke ind i det, bliver borgmesteren spurgt.

– Vi arbejder med, at vi har en løbende dialog med transportministeriet og med Bornholmslinjen om, hvordan vi kan justere det inden for de eksisterende rammer, og vi taler med transportministeriet om, om vi kan rykke lidt på rammerne, siger Jacob Trøst.

– Lige nu er arbejdet i gang med en bornholmeranalyse, altså hvad er transportbehovet til og fra Bornholm. Jeg håber, at man i stedet for at se på her og nu billedet, at man også ser på prognoser i forhold til hvad vej det tegner til at gå. Vi ser ind i en befolkningstilvækst og formentlig også vækst på andre områder. Vi håber, de tager et med i den analyse.

Hvor meget turisme kan øen bære?

En anden pointe handler om, at fokus på turisme ikke skal ske på bekostning af lokale bornholmere, der også vil til og fra øen. Og netop det er også essensen af et spørgsmål, der kommer fra en herre blandt publikum:

– Hvor meget turisme kan øen bære? Hvornår synes borgmesteren, nok er nok?

– Vi er tæt på maxkapacitet i de allerbedste uger. Vi har en naturlig begrænsning i forhold til boliger og sommerhuse, og turismen skal bredes ud over hele sæsonen. Det skal ikke være sådan, at vi ikke kan købe en billet, når vi vil over. Eller at erhvervet ikke kan få plads til gods, når det skal til og fra Bornholm.

Også Pernille Kofod Lydolph byder ind med svar til det spørgsmål:

– Det er et fair spørgsmål. Vi har valgt, at vi ikke gør noget ved sommerperioden, for der har vi nok gæster. Vi vil udvikle på forår og efterår, for det kan skabe en udvikling.

Efter debatten fanger Tidende Pernille Kofod Lydolph til en kort kommentar:

– Vi fik en god debat. Jeg oplevede bred opbakning til, at der er et kapacitetsbehov, og jeg kunne fornemme, at der var en konstruktiv tilgang til det, at der kunne måske lægge flere modeller bag, hvordan man løser den her udfordring. Og det glæder mig.

Hvor meget ekstra kapacitet ønsker du?

– Vi er først og fremmest udfordret på især søndagene, når folk skal hjem fra deres miniferier i foråret og efteråret. Det er svært at sætte et eksakt tal på, men helt konkret er vores ønske, at Express 1 bliver på Bornholm. Max er ikke den bedste færge for Bornholm. Den stemmer ikke overens med vores samlede behov, og derfor har vi brug for en, der er tilpasset bornholmske forhold, og det er Express 1 nu.

Hvornår kommer I videre mod en løsning?

– Vi har travlt, og udfordringen er der allerede. Express 5 indsættes første kvartal 2023, og det vil sige, at der står vi til at miste Express 1. Vi skal have fundet en løsning i hvert fald senest inden vi rammer første kvartal 2023. 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT