Køreplanen var i december igennem de politiske udvalg, før den blev godkendt i kommunalbestyrelsen, hvor kun Enhedslisten var indstillet på at afvise forslaget.
Inden var der ellers blevet vendt tomlen ned i natur-, miljø- og planudvalget, da man ikke mente, at den hænger ordentligt sammen med færgeafgange- og ankomster.
– Selvom der også er flere gode takter i den foreslåede køreplan, så var den væsentligste betænkelighed, at der for mange af ruternes vedkommende - og dermed for borgere fra og til flere dele af Bornholm - ikke vil være korrespondance med færgeafgange og ankomster, lød det blandt andet i forklaringen fra udvalgets forperson Helle Munk Ravnborg (EL).
Det fik dog BATs trafikchef, Niels Rasmussen, op ad stolen, som herefter sendte en mail ud til samtlige medlemmer af kommunalbestyrelsen, hvor han beskrev, hvordan en afvisning af den foreslåede køreplan ville "skabe kaos, presse overenskomstaftaler, BAT's medarbejdere og fagforbundet (3F) unødvendigt samt udfordre økonomien i forhold til genopretningsplanen".
I sidste ende blev den ændrede køreplan altså godkendt, men Niels Rasmussen er ikke blind for, at ændringer kan skabe udfordringer.