Intet positivt
Heller ikke Peter Juel-Jensen kan gøre meget for at forhindre de to selskabers indtog på ruten i den korte periode, erkender han.
– Jeg kan bare have min klare holdning. Jeg har ikke nogle muligheder for at sørge for, at det ikke kommer til at ske. Der er et armslængdeprincip. Det er direktionen og bestyrelsen i SAS, der må stå på mål for det. Men jeg håber, at de 178 andre (folketingsmedlemmer, red.) kan se, at det her er tudetosset, lyder det fra Peter Juel-Jensen.
Sidst sagde du til mig, at staten skal gå ind og tale med store ord eller skærpe retorikken over for SAS?
– Det kan staten jo godt gøre. Det skal finansministeren gøre - det er ham, der sidder og styrer de statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i SAS. Det kan jeg ikke gøre.
Kan du slet ikke se noget positivt ved, at SAS tilbyder flyvninger til og fra Bornholm i de dage?
– Jeg kan slet ikke se noget positivt ved, at man går ind og skummer fløden i en given periode og derefter kun ser skosålerne, siger han og tilføjer:
– Når man beflyver Bornholm, når man kan være sikker på, at man kan sælge samtlige sæder, er det fordi, man tænker på bundlinjen. Jeg er meget, meget glad for, at DAT i støt stigende grad bliver opmærksom på, at alle ender og kanter af Bornholm skal hænge sammen. Jeg synes, DAT har forpligtet sig mere og mere på Bornholm, og når man gør det som privatejet selskab - uden skattepenge i ryggen - har jeg stor respekt for det, siger Peter Juel-Jensen.