Bornholmslinjen måtte sige undskyld til sine ansatte
Bornholmslinjen røg i konflikt med fagforbund og ville sejle Express 5 hjem til Danmark uden danske assistenter og kokke om bord. Det endte med en undskyldning og en bøde.
Bornholmslinjen måtte på et fællesmøde i oktober give sine medarbejdere en undskyldning, efter at rederiet havde sendt en 'uheldig' mail rundt til de ansatte. Her stod blandt andet, at der ikke skulle være danske skibsansatte eller kokke om bord, når hurtigfærgen Express 5 skal sejles fra Filippinerne til Danmark.
Det oplyser fagforbundet Metal Maritime i sit fagblad.
Mailen fra rederiet til de ansatte kom, efter at Metal Maritime havde krævet en aftale for sejladsen til Danmark med Express 5. Bornholmslinjen havde søgt efter medarbejdere til turen og beskrevet vilkårene for skibsansættelsen, men fagforbundet mente, at der var "uklarheder i de vilkår, som rederiet havde besluttet at tilbyde", skriver faglig konsulent Kirsten Østergaard i fagbladet.
– Rederiet vendte dog ikke tilbage omkring en aftale, men aflyste i stedet jobopslagene via en mail til de ansatte med den begrundelse, at 'visse fagforeningers henvendelse var af en sådan karakter, at rederiet ikke ønskede danske skibsassistenter eller kokke om bord', står der i fagbladet.
Samtidig meddelte rederiet ifølge Metal Maritime, at Bornholmslinjen som en konsekvens af henvendelsen fra forbundet ville gennemgå bemandingsbehovet for vinteren.
– Metal Maritime var af den opfattelse, at der var tale om organisationsfjendtlig adfærd og brud på fredspligten og indkaldte derfor til fagretsligt fællesmøde, hedder det i fagbladet.
Bøde og dementi
På fællesmødet måtte rederiet beklage den 'uheldige formulering' i mailen til de ansatte. Mødet blev afsluttet med en bøde til rederiet, og der skulle udsendes et dementi vedrørende Metal Maritimes rolle i sagen.
Og det dementi er blevet lavet og sendt, oplyser Jesper Maack, der er pr- og kommunikationschef i Molslinjen, som Bornholmslinjen hører under.
– Express 5 bliver sejlet hjem med dansk besætning – og det er alle glade for, skriver Jesper Maack i en mail til Tidende.
Han fortæller videre, at der har været "et par misforståelser undervejs".
– Men det er blot misforståelser, som også afspejler sig i ordensboden, som er symbolsk, lyder det fra Jesper Maack.
Rederiet ønsker ikke at oplyse bødens størrelse.
Express 5 skal efter planen sejles til Bornholm i begyndelsen af det nye år. Jesper Maack fortæller til Tidende, at rederiet har folk til stede på værftet i Filippinerne på onsdag.
Den nye hurtigfærge indgår i sejlplanen fra den 20. marts.

MEST LÆSTE

En rujnnpolta
En lille trind, nærmest rund kvinde
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration