Kell Hansen er ikke bekendt med bornholmske virksomheder, der har deltaget i mandagens genåbning. Han er dog sikker på, at der er rigtig mange virksomhedsejere, der rigtig gerne ville åbne deres forretninger. Bare ikke imod lovgivningen, understreger han.
Kell Hansen mener i stedet, at det, selvstændigt erhvervsdrivende har brug for i disse tider, er et skulderklap. For det er jo "ikke pisse sjovt", som han siger.
– Der er rigtig mange virksomheder med respekt for sig selv, der ikke vil trodse lovgivningen i forhold til genåbning. Selv om man føler, at det her er ganske forfærdeligt, så er det vigtigt, at vi holder den her pandemi under kontrol.
Heller ikke i Rønne Handelsstandsforening, har man kendskab til virksomheder, der har slået dørene op.
– Jeg har ikke kendskab til nogen, der vil genåbne mod myndighedernes påbud. Og jeg tror heller ikke, der er nogen, der vil gøre det, nu hvor vi er så tæt på forhåbentlig at måtte genåbne den 1. marts. Men det fortæller naturligvis en historie om mange forretningsdrivendes frustration om at være nedlukket. Og når man ser på, hvordan folk samles og flokkes i supermarkederne, uden det tilsyneladende har betydning for smitten, så er det selvfølgelig svært at forstå ,hvorfor vi andre ikke må holde åbent, siger Jan Bidstrup, der er formand for Rønne Handelsstandsforening.