Onsdag aften blev en stemningsfuld sommeraften i Allinge afløst af dramatik, da en af politiets patuljebiler eftersatte en bil, men endte med at køre ind i muren ved Hotel Nordlandet.
Efter flere dages tavshed kommer politiet nu med en udtalelse i forbindelse med den forulykkede patruljebil.
Her fortæller politiet blandt andet, at det var en sort Audi, som patruljen eftersatte i Allinge.
– De to polititjenestemænd, der befandt sig i patruljebilen måtte efterfølgende til behandling på Bornholms Hospital, men har det efter omstændighederne godt, udtaler politidirektør Martin Gravesen.
– Jeg er ked af, at vores kolleger er kommet til skade i forbindelse med varetagelsen af deres arbejde, men er meget lettet over, at de ikke er kommet mere alvorligt til skade. Samtidigt glæder det mig meget, at ingen borgere kom til skade i forbindelse med episoden, udtaler politidirektøren videre.
Bornholms Politi oplyser desuden, at alle sager, hvor polititjenestemænd som led i deres arbejde er impliceret i færdselsuheld,vil blive undersøgt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), og at de derfor ikke har mulighed for at oplyse yderligere om hændelsen.