Vådt vejr kan have givet flere fejl end normalt

Vådt vejr kan have givet flere fejl end normalt
– Hvis man omregner det, har oppetiden været 99,998 procent i den periode på Bornholm, siger Per Sørensen. Foto: Trefor
BAGGRUND | Lørdag 16. marts 2024 • 11:00
BAGGRUND | Lørdag 16. marts 2024 • 11:00

Efter lidt flere kabelfejl end normalt giver elforsyningsdirektør i Trefor, Per Sørensen, i dette interview en status på det bornholmske elnet.

Zak! Du sidder derhjemme en aften eller tidlig morgen. Det er mørkt udenfor, og med ét går lyset ud.

Strømafbrydelser sker fra tid til anden. Men faktisk er Trefor Elnet Østs leveringssikkerhed 'særdeles god' sammenlignet med andre elnetselskaber - også i Trefor Elnet i Trekantområdet.

Det siger elforsyningsdirektør i Trefor El-net Per Sørensen i et interview, efter at flere kabelfejl, som tidligere omtalt i Tidende, den seneste måned har ramt det bornholmske elnet.

– Hvis vi kigger på de seneste fem år, har vi haft det, vi kalder en udetid på 13 minutter per kunde i gennemsnit. Det er under halvdelen af landsgennemsnittet og langt under det, den er i Trekantområdet, som er 41 minutter. Hvis man omregner det, har oppetiden været 99,998 procent i den periode på Bornholm, siger Per Sørensen.

Men det skal også ses i forhold til det elnet, selskabet har ansvaret for. Trefor El-net Øst har nemlig ikke ansvaret for søkablet fra Sverige, der forsyner Bornholm med strøm.

– Der er ingen tvivl om, at hvis - og når - søkablet fejler, så går det rigtig hårdt ud over kunderne på Bornholm. Det kan tage op til 4-6 timer, før alle kunder har strøm igen. Men det er ikke de situationer, jeg taler om, siger Per Sørensen, der uddyber, at der var to hændelser med søkablet i 2022 og en enkelt i 2018.

Har 'fuldstændigt overblik'

Men når man ser bort fra hændelserne med søkablet, så er leveringssikkerheden 'særdeles god', gentager Per Sørensen.

– Det skal vi som virksomhed tage bestik af, for vi skal ikke gøre det langt bedre end andre, hvis det har en økonomisk omkostning. Så vi skal se på, hvordan vi får mest ud af det anlæg, vi har, og dermed får en fornuftig oppetid.

Hvad betyder det?

– Det betyder, at vi vil kigge på, hvordan vi får mest mulig levetid ud af vores anlæg, uden at det går væsentligt ud over leveringskvaliteten. Når anlæggene begynder at få en alder, hvor de begynder at fejle oftere og oftere, er man på et tidspunkt nødt til at skifte dem. Det er dét, alle overvejer: hvornår er det rigtige tidspunkt? siger Per Sørensen.

Når han i dag stiller op til interview, er det fordi, det i sidste uges lørdagsudgave af Tidende lød, at selskabet ikke har et overblik over præcist, hvor ofte kabelfejl sker på Bornholm. Men det er ikke helt korrekt, siger elforsyningsdirektøren.

– Vi har fuldstændig overblik over alle de fejltyper, vi oplever. Det har vi også fra tiden før vi overtog elnettet i 2021. Vi har statistik rigtig mange år tilbage, og det nyder vi rigtig godt af, for det giver os et billede af, hvad det er for nogle anlæg, der fejler, og hvad vi kan gøre ved dem. Det er vigtigt at sige, lyder det fra Per Sørensen.

Lidt flere kabelfejl

Han erkender, at der i den seneste måneds tid har været 'lidt flere' kabelfejl end selskabet normalt ser på Bornholm. Det samme gælder i øvrigt i Trekantområdet, fortæller Per Sørensen.

Hvad skyldes så det? Elnetselskabet kan ikke sige det med sikkerhed, men det våde vejr med våde og mættede jordbundsforhold kan have haft en betydning for, at der på det seneste har været lidt flere fejl.

– Vi kan også opleve det, hvis der er frostvejr, som går dybt ned i jorden, og det så bliver tøvejr igen. Så arbejder jorden og rykker i vores kabler. Det kan have en påvirkning, siger Per Sørensen.

Det kan man ikke gardere sig mod?

– Det kan man ikke gardere sig mod. Det er heller ikke sådan, at der sker vildt mange fejl, men det er nogle af årsagerne til, at det går galt.

Giver det anledning til, at I skal lave ændringer på kablerne i forhold til den måde, de er pakket ind på?

– Nej, det gør det ikke. Kablerne er rigtig godt udført - både i forhold til, at der er en vis garanti på dem, men også i forhold til den måde, vi lægger dem ned og monterer dem på. Vi ved, at de skal ligge der 50-60-70-80 år, hvis det går godt. Det er mange år.

Det er nærmest et stykke historie, man så graver op?

– Fuldstændig rigtigt. Vi har kabler, der har virkelig mange år på bagen. Vi har også kabler, der er meget gamle, som mere eller mindre aldrig har fejlet. Så kan vi have kabler, som ikke har så mange år på bagen, som så fejler. Det har også noget at gøre med den produktudvikling, hvorpå man har bygget kabler op igennem tiden. Man finder en ny måde at gøre det på, og der har været kabeltyper, der er mere sårbare, siger Per Sørensen.

Store omkostninger

Årsagen til de fejl, der kan føre til strømafbrydelser, kan ligge flere forskellige steder, fortæller han. Det kan være koblingsanlæggene, beskyttelsesudrustningen, transformere - ja, selv manuelle betjeningsfejl kan ske. To tredjedele af fejltyperne findes dog i Trefors kabler. Samtidig finder hovedparten af fejlene sted i de ældre kabler, der ligger i jorden rundt omkring. Ifølge Per Sørensen er det dog meget naturligt. Vi ser også ofte, at gravemaskiner graver ned i vore kabler.

– Man kan sammenligne det med en bil. Hvis den er ny, er det meget begrænset, hvor ofte den fejler, hvorimod en bil af ældre karakter vil fejle oftere og oftere, siger han.

– På et tidspunkt bliver fejlhyppigheden og omkostningerne så dyre, at vi er nødt til at skifte den ud. Det er også sådan, vi tænker med vores kabelanlæg og øvrige anlæg i det hele taget.

Men - siger Per Sørensen samtidig. Trefor Elnet Øst skifter ikke bare deres kabler, fordi de fejler en gang imellem. Det er nemlig forbundet med store omkostninger.

– Det er rigtig dyrt at grave kabelanlæg ned, så vi skal virkelig være sikre på, at det er nødvendigt, når vi skifter. I sidste ende er der kun dig og mig til at betale for vores omkostninger. Vi skifter heller ikke bare bil hvert eneste år, siger Per Sørensen.

– Vi er nødt til hele tiden at fokusere på at blive dygtigere til at udnytte nettet bedst muligt, men også bringe risikoen og sårbarheden for fejl i vore anlæg ned, så vi opretholder en god elforsyning over for vores kunder.

Store investeringer

Bundlinjen er dog, at Bornholm er i en god situation, hvor infrastrukturen er mindre sårbare over for fejl, lyder det fra elnetselskabet.

Handler det ikke også om, at Bornholm er et meget mindre geografisk område?

– Jo, det er en af forklaringerne. Det skyldes, at der er færre kunder per kilometer kabel på Bornholm sammenlignet med andre områder.

Er antallet af fejl lavere på Bornholm?

– Jeg har sammenlignet med Trekantområdet, og det er ikke sådan, at der er langt færre fejl på Bornholm. Det er nogenlunde på niveau, siger Per Sørensen.

Selvom el-infrastrukturen på Bornholm er etableret i samme periode som i resten af Danmark, så skal Trefor foretage store investeringer i elnettet på Bornholm.

– Det er forstået på den måde, at vi forventer, at vi med elektrificeringen - med elbiler, varmepumper og så videre - skal følge med og etablere den nødvendige infrastruktur, der skal til for at understøtte det, siger Per Sørensen.

Han slår samtidig fast, at elnetselskabet ikke bare går ud og investerer vildt og voldsomt.

– Vi gør det ikke, før det kommer. Det er måske det, der er blevet misforstået. Det gør vi på ingen måde. Vi gør det i takt med udviklingen, siger han.

Trefor

Trefor Infrastruktur er en del af Ewii-koncernen og består af infrastrukturselskaberne Trefor Vand, Trefor Varme, Trefor El-net samt Trefor El-net Øst.

Kilde: Trefor


Per Sørensen. Foto: Trefor

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT