Tak for indsatsen – her er 25.000

Tak for indsatsen – her er 25.000
Oversygeplejerske Jessica Meinertz fik på Afsnit for Lindrende Behandling overrakt donationen af Henrik Juul-Pedersen fra Den Danske Frimurerorden. Foto: Torben Østergaard Møller
NYHED | ABONNENT | 20. FEB 2024 • 19:00
NYHED | ABONNENT
20. FEB 2024 • 19:00

Den Danske Frimurerorden donerede tirsdag en pose penge til Afsnit for Lindrende Behandling på Bornholms Hospital, hvor man tager sig af uhelbredeligt syge patienter.

Når man befinder sig i den sidste fase i livet og måske føler, man ikke kan bunde længere, er det godt, der findes mennesker, som er klar til at hjælpe én med at holde sig flydende, så godt som det nu kan lade sig gøre.

Det er der årligt rigtig mange patienter, der oplever på Afsnit for Lindrende Behandling på Bornholms Hospital, og som en anerkendelse og tak for indsatsen til personalet møder Henrik Juul-Pedersen tirsdag op på afdelingen, hvor han overrækker oversygeplejerske Jessica Meinertz 25.000 kroner til efteruddannelse.

Han er ordførende Mester i Rønne-afdelingen af Den Danske Frimurerorden, nærmere betegnet Sankt Johanneslogen Egin, Orient Rønne.

Han forklarer blandt andet, at Den Danske Frimurerorden siden 2006 har gennemført indsamlinger ved logernes højtidsfest med det formål at støtte eksisterende hospicearbejde i Danmark, herunder det palliative arbejde med at sikre lindrende og støttende behandling, pleje og omsorg til alle, der er ramt af livstruende sygdom.

Og han fortsætter:

– Jeg ved, at jeres palliative indsats har det formål at sikre livskvaliteten hos bornholmske patienter, der er uhelbredeligt syge samt støtte til deres pårørende. Det vil sig, at I giver dem omsorg, pleje, værdighed, respekt, barmhjertighed og næstekærlighed. I har stort fokus på helhedsplejen omkring patienternes fysiske-, psykiske-, sociale- og åndelige behov, og det er min opfattelse, at I gør et kæmpe arbejde i en svær tid.

– Jessica, du har i december sendt os en ansøgning, hvor du fortæller, at I her på afdelingen ønsker at dygtiggøre jer yderligere i den åndelige omsorg, så donationen på 25.000 kroner, som jeg hermed overrækker dig, skal gå til efteruddannelse af afdelingens ansatte.

Angst og tvivl

Mere præcist, uddyber ordensmesteren, skal efteruddannelsen gå til et kursus i Åndelig Omsorg, som afholdes af Dansk Kristelig Sygeplejeforening, og som for de ansatte skal bidrage til:

• At få nogle flere redskaber til at tage de eksistentielle samtaler.

• At få en styrket opmærksomhed på patienternes religiøse og eksistentielle behov.

• At øge de ansattes opmærksomhed på egen rolle, egne værdier og eventuelle barrierer for at yde åndelig omsorg med det formål at kunne gennemføre mere kvalificerede samtaler med de uhelbredeligt syge og deres pårørende, når de har spørgsmål om liv, eksistens, angst og tvivl.

– Tak, fordi I gør en forskel for rigtig mange bornholmere i en svær tid, afslutter Henrik Juul-Pedersen sin tale.

Efter at have modtaget donationen forklarer Jessica Meinertz til Tidende om sin bevæggrund for at søge om pengene, at hun gerne vil styrke det hold, der arbejder med uhelbredeligt syge patienter.

– Jeg vil gerne sende vores ansatte på et kompetenceudviklingskursus med fokus på den åndelige omsorg, der ligger i arbejdet, siger hun.

– Både så de ansatte kan blive opmærksomme på sig selv, og de barrierer de eventuelt kan have, og så vi kan øge opmærksomheden i forhold til patienterne og de eksistentielle behov, der kan opstå i forhold til spørgsmål og bekymringer i den sidste del af livet. Det er den opmærksomhed, vi skal ind at træne i et tre modulers-kursus, som jeg tænker, vi kan have glæde af her hos os.

Det hele bliver arrangeret, så gruppen på 15 medarbejdere i samlet flok kan få efteruddannelsen, som vil blive tilbudt her på Bornholm til efteråret, oplyser hun.

– Alt i alt varer det en uges tid, men det bliver opdelt i forskellige moduler.

Hvor mange patienter har I her på afdelingen?

– Vi har cirka 300 indlæggelsesforløb om året her på vores lille afsnit, inklusive de borgere ude på øen, som vælger at være i deres hjem i den sidste tid, siger Jessica Meinertz.

– Så den efteruddannelse, vi nu kan få, vil komme rigtig mange patienter til gode både her på hospitalet og i deres hjem.

Dybere samtaler

Grundlæggende må det vel kræve nogle særlige menneskelige kvaliteter at kunne arbejde på en afdeling som jeres?

– Ja, det er, som også Henrik var inde på, et særligt hold af mennesker, der vælger at arbejde med palliation og den sidste tid. Det kræver, at man er god til at finde ud af, hvad der er på spil, når man arbejder med uhelbredeligt syge patienter. Der er jo meget relationsdannelse og tillid forbundet med det, siger oversygeplejersken

Det må være svært at lægge fra sig, når man tager hjem efter en arbejdsdag?

– Ja, men også i den forbindelse tænker jeg, der er noget at vinde ved det kursus, vi nu kan tilbyde medarbejderne.

Er det et kristent baseret kursus?

– Ja, man kan godt sige, at det religiøse ligger i det her. Altså, i åndelig omsorg kan der ligger religiøsitet, men der behøver ikke gøre det, det kan lige så godt være noget eksistentielt, siger Jessica Meinertz.

– De fleste patienter, som kommer her, tænker jo over liv, eksistens, skyld og alt muligt andet. Og det kræver nogle dybere samtaler, og at man har nogle redskaber til at gå ind i sådan en dialog.

Dem skal I have styrket nu?

– Ja, det er nemlig det, vi skal.

Henrik Juul-Pedersen oplyser til Tidende, at Den Danske Frimurerorden løbende hen over året donerer penge til mange formål, og at beløbet på landsplan når op i knap 4,3 millioner kroner, mens det på Bornholm drejer sig om mellem 50.000 og 100.000 kroner årligt.

– Vi har altid gjort det lidt diskret og i det skjulte, men nu er det sådan, at vi gerne vil fortælle lidt mere om, hvad vi rent faktisk går og laver, forklarer han.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT