Nye faste vikarer er startet på hospitalet

Nye faste vikarer er startet på hospitalet
Susie Wordenskjold er en del af den nye ordning, hvor Bornholms Hospital får vikarer fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospitals faste vikarkorps. Foto: Bornholms Hospital
NOTITS | 11. JUL 2024 • 18:00
NOTITS
11. JUL 2024 • 18:00

De første faste vikarer er ankommet fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospitals vikarkorps.

Susie Wordenskjold har været en del af Bispebjerg og Frederiksberg Hospitals vikarkorps siden 2007, og i dag er det tredje gang, hun er vikar på Bornholms Hospital.

– Jeg nåede lige at hilse på en patient, som jeg hjalp i går. Personen var netop blevet udskrevet og frisk igen. Det gør mig glad at slå en sløjfe på forløbet, fordi jeg har tænkt på vedkommende, fortæller hun.

I dag er hun tilknyttet parenkymkirurgi på sengeafsnit 1, og selvom hun er en af de nye faste vikarer, så er det ikke til at mærke, at hun er ny i personalegruppen

– Jeg er vant til at tilpasse mig nye afsnit og kollegaer. Men det er også meget nemt at falde til her, smiler hun.

Med et fast vikarliv på Bornholms Hospital følger en kontinuitet, som hun sætter stor pris på.

– Vi har mulighed for at lære afdelingerne at kende, og det gør vores arbejde mere genkendeligt, fortæller hun.

Deler erfaringer

Hospitalsdirektørerne for henholdsvis Bornholms Hospital og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Annemarie Hellebek og Kristian Antonsen, har gjort det klart fra starten, at de vil være ligeværdige partnere, der styrker hinanden både internt og på tværs af hospitalerne ved at dele viden og erfaringer.

– Når vi får indblik i hinandens arbejdsgange, kan vi også inspirere og lære af hinanden - og så løfter vi hinanden, mener Susie Wordenskjold.

Bornholms Hospital er regionens mindste akuthospital, og det er noget den nye vikar har respekt for, for hun kender det fra sit eget arbejde.

– I har mange små specialer, så I skal kunne mange ting, og det har jeg stor respekt for. Vi bliver aldrig dygtige specialister i vikarkorpset, men vi er sindssygt dygtige generalister, mener hun.

FÅ ABONNEMENT