Ny arrangør overtager populært arrangement i Rønne

Ny arrangør overtager populært arrangement i Rønne
Siden 2005 har tusindvis af bornholmske kvinder deltaget i Ladywalk, og Lions Rønne håber, at rigtig mange vil være med i år. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 24. FEB 2024 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
24. FEB 2024 • 15:30

Siden 2005 har tusindvis af bornholmske kvinder deltaget i Ladywalk, der støtter sygdomsramte kvinder. Som ny arrangør vil Lions Club bruge sin indtægt fra arrangementet på velgørenhed.

Hvert år mødes hundredvis af kvinder for at gå en tur i skoven i Rønne. Det har de gjort siden 2005, hvor Bornholm første gang var med i det landsdækkende motionsarrangement Ladywalk. Den 27. maj gør de det igen, og denne gang er det en ny arrangør, der står bag den bornholmske del af Danmarks største endagsmotionsbegivenhed for kvinder.

Siden 2020 har Bornholms største idrætsforening, Viking Atletik, stået bag Ladywalk, men i maj sidste år fortalte formand Claus Clausen, at det var slut. Årsagen var, at klubben allerede har mange motionsarrangementer i sommerperioden, og at antallet af deltagere var faldet markant efter corona. Derfor ønskede Viking Atletik at give stafetten videre.

Den har Lions Club Rønne modtaget, og det bliver altså den, der skal stå for alt det praktiske, når Ladywalk 2024 løber af stablen.

– Det har vi, fordi vi støtter et godt formål. Det, der skabes af overskud, går til kvindesygdomme, og de penge, vi får, vil vi bruge til velgørenhed. Så det er lidt dobbelt op, siger præsident Jan Egelund i Lions Club Rønne til Tidende.

I år støtter Ladywalk Hjerteforeningen, KIU – kræft i underlivet og Ova Cure, der arbejder for at igangsætte og fremme forskning inden for æggestokkræft. Det flugter fint med Lions' formål om at yde støtte til humanitære formål, og det kan klubben gøre med de penge, den får for at arrangere Ladywalk i Rønne.

– Vi får en betaling, vi får dækket alle udgifter, og så får vi et beløb per deltager. De penge vil vi bruge ubeskåret til velgørenhed, siger Jan Egelund.

Interesseret tidligere

Da Ladywalk tog sin begyndelse på Bornholm, var det Rønne Roklub, der stod for arrangementet. Sådan var det frem til 2019-udgaven, og efter den var roklubben klar til at give depechen videre.

– I den forbindelse bød vi faktisk ind på det. Vi kunne godt se, at det her kunne være et godt arrangement for os, da vi kunne støtte Ladywalk og det, de står for, plus vi kunne lave nogle penge til velgørenhed. Men så fik Viking det, fortæller Jan Egelund.

Den interesse kunne Claus Clausen i Viking Atletik huske, og derfor henvendte han sig til Lions Club Rønne.

– De ville godt ud af det, og han vidste, at vi var interesserede. Vi bød ind på det, og så var jeg til årsmøde i Århus i september, hvor vi formelt havde overtaget det. På den måde kom det i gang, siger præsidenten.

Frivillige er velkomne

Undervejs i processen har folk fra Lions Club Rønne haft et par møder med Claus Clausen. De er blandt andet blevet enige om, at Ladywalk fortsat vil have start og mål ved Viking Atletik på Torneværksvej, og deltagerne vil stadig kunne benytte nogle af de faciliteter, atletikklubben har, for eksempel en toiletvogn og et telt, hvor de kan spise deres mad.

– Vi har lavet en aftale om, at det leverer de til os, og så får de nogle penge for det, siger Jan Egelund.

Han og resten af de 19 medlemmer i Lions Rønne skal levere den frivillige arbejdskraft, som er nødvendig for, at Ladywalk kan foregå uden slinger i valsen.

– Vi har vores kære ægtefæller, som også meget gerne gør en indsats, og så har vi faktisk fået kontakt til en skole i Rønne med nogle elever, som skal til at arbejde med frivillighed. De vil godt byde ind med fem-ti elever og tre lærere. Det ser vi meget frem til, siger Jan Egelund.

Er der andre, som godt kan tænke sig at give en hånd, skal de ikke holde sig tilbage. For Lions Club Rønne er Ladywalk nemlig også en lejlighed til at gøre opmærksom på sig selv og ikke mindst, hvad Lions står for, så der måske kommer nogle flere medlemmer.

– Vi har ikke fået så mange yngre ind, og det vil vi meget gerne have. Så vi signalerer også, hvad vi står for, og får lavet nogle aktiviteter, hvor folk møder os, siger Jan Egelund.


Om Ladywalk
Ladywalk er Danmarks største endagsmotionsevent for kvinder. Man går næste gang mandag den 27. maj.

Målet er, at kvinder skal opleve glæden ved at komme ud at gå – og bakke op om organisationer, der støtter forskning i og oplysning om kvindesygdomme i Danmark.

Der er Ladywalk 15 steder i Danmark, hvor man kan gå på ruter på enten tre, syv eller 12 kilometer i sit helt eget tempo. Det handler ikke om at komme først, men om at få en dejlig oplevelse.

Hvert år donerer Ladywalk penge til organisationer, der støtter sygdomsramte kvinder.

I alt har Ladywalk doneret over ni millioner kroner til forskning og oplysning.

Om Lions
Lions Club er med 300 klubber og cirka 6.000 medlemmer en af landets største humanitære organisationer.

Lions Danmark donerer årligt omkring 30-40 millioner kroner til humanitære formål. Disse penge fordeles suverænt af den enkelte klub og går til både internationale, nationale og lokale formål i nærområdet.

Klubberne engagerer sig ofte i samfundets forhold, men ikke politisk og ikke religiøst.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT