Lokale præster: Man tager ikke hånd om folk med en dødssprøjte

16 ud af 17 medlemmer i Etisk Råd stemmer imod legalisering af aktiv dødshjælp. To præster på Bornholm er helt eller delvist enige.

Er det statens opgave at hjælpe Benny og Børge med at dø? Det er det ikke, hvis man spørger Det Etiske Råd.

16 ud 17 medlemmer af Det Etiske Råd siger nej til at indføre aktiv dødshjælp i Danmark. Det kom frem i en udtalelse, som blev fremlagt for Folketingets Sundhedsudvalg onsdag. Det Etiske Råd er et uafhængigt råd, sammensat af en blanding af eksperter indenfor det sundshedsfaglige og humanistiske område og almindelige mennesker.

Det Etiske Råd påpeger i sin udtalelse, at dødshjælp risikerer at medføre uacceptable ændringer af grundlæggende normer for samfund, sundhedsvæsen og menneskesyn. Hvis først dødshjælp bliver en mulighed, så er der for stor risiko for, at det bliver til en forventning rettet mod særlige grupper i samfundet. Lægeforeningen er helt på linje med Det Etiske Råd.

"Vi mener, at aktiv dødshjælp er i grundlæggende strid med lægens og sundhedsvæsnets rolle, som er at gavne patienten gennem forebyggelse, behandling og omsorg. Ikke at forårsage patientens død. Vi bør ikke indføre aktiv dødshjælp i Danmark,” siger Camilla Rathcke, der er Lægeforeningens formand, i en pressemeddelelse.

Det bliver hurtigt en glidebane

Nikolaj Hartung Kjærby er sognepræst i Klemensker og Rø. Han er helt på linje med udtalelsen fra Det Etiske Råd og ønsker ikke aktiv dødshjælp legaliseret i Danmark.

– Erfaringerne fra Holland og Belgien viser, at det meget hurtigt kan blive en glidebane. I starten var det begrænset til nogle ganske få grupper, som var uhelbredelige og alligevel ville dø snart. Men nu er der sket det, at kravet om at man alligevel skal dø snart, er blevet fjernet. Og jeg frygter, at det meget nemt kan gå hen og blive et pres på syge menneskers skuldre om, at de ikke længere skal ligge samfundet og deres pårørende til last, siger Nikolaj Hartung Kjærby.

Han frygter også, at aktiv dødshjælp for nogen kan gøre selvmord til en lidt for nem udvej.

– Hvis man kan få en læge til at ordne ens selvmord, vil man måske gøre det på et tidspunkt, hvor man måske ikke ellers ville have gjort det, og hvor man ellers ville være kommet ud på den anden side og havde fået det godt igen, siger han.

Aktiv dødshjælp er en glidebane, siger sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby fra Sct. Clemens Kirke. Arkivfoto: Berit Hvassum

Værdighed og smertelindring

Det Etiske Råd skriver i sin anbefaling, at medlemmerne anser dødshjælp for at stå i et modsætningsforhold til den palliative indsats. Desuden betoner rådet, at hvis den palliative indsats er fuldt udviklet og fungerer tilfredsstillende, så vil det i høj grad være muligt at skabe anstændige rammer for en værdig død for alvorligt syge mennesker alene ved at have tilstrækkeligt fokus på den palliative omsorg.

Den holdning deles af Nikolaj Harting Kjærby.

Kunne der i dine øjne være nogen som helst fordele ved aktiv dødshjælp?

– Ja, jeg er jo ikke lavet af sten, jeg kan godt følge de her meget rørende historier, der har været med mennesker med store lidelser. Men heldigvis er vi jo i dag meget bedre til at lindre smerte. Jeg håber, der vil blive oprustet yderligere på det område, så vi vil blive bedre til at give terminalt syge mennesker, eller mennesker, der i det hele taget lider af voldsomme smerter, en smertedækning, sådan at de kan holde ud at være til.

Så de kan få en værdig død?

– Hvem skal bestemme, hvad der er værdigt? Måske ligger spørgsmålet i virkeligheden i, at vi skal blive bedre til at behandle alle mennesker med værdighed, uanset hvordan de har det, og uanset, hvor meget hjælp de har brug for, siger sognepræsten fra Klemensker.

Store konsekvenser på sigt

Lise Dürr Nielsen, sognepræst i Svaneke, Ibsker og Bodilsker, er splittet i spørgsmålet om aktiv dødshjælp.

– Jeg synes virkelig, det er et vanskeligt spørgsmål. Et eller andet sted er jeg for aktiv dødshjælp, fordi mennesker kan være i så stor pine, at de skal have en mulighed for at kunne vælge den udvej. På den anden side er der også nogle mennesker, vi skal sætte til at udføre det. Konsekvenserne for dem kan være vanskelige på lang sigt.

Derudover er der ifølge Svaneke-præsten hensynet til de grupper, som forslaget berører, direkte eller indirekte.

– Når jeg hører folk, der lever med et handicap, sige, at hvis I siger ja til aktiv dødshjælp, så vurderes vores liv som værende mindre værd, så kan jeg ikke sige: Nej, det er ikke det, vi mener med det. For det er sådan, de føler. Hvem har ret til at vurdere, hvad et menneskeliv er værd, spørger Lise Dürr Nielsen.

Følelserne skal ud af billedet

Diskussionen om aktiv dødshjælp kom for alvor i fokus, da statsminister Mette Frederiksen (S) berørte emnet på banen ved åbningen af Folkemødet den 15. juni:

– Jeg ved godt, det her er en svær debat. Og jeg er opmærksom på, at Det Etiske Råd flere gange har udtalt sig imod. Selv har jeg det helt anderledes. Der er meget, der tyder på, at mange af jer har det som jeg, sagde Mette Frederiksen dengang med henvisning til en befolkningsundersøgelse, der viste, at syv ud af ti danskere er tilhængere af en form for aktiv dødshjælp.

Der er desuden flere at tage hensyn til end de lidende, når man diskuterer aktiv dødshjælp, siger Lise Dürr Nielsen, herunder sundhedssektoren. Hun mener desuden ikke, at politikerne er de rette til at godkende eller forkaste eksperternes afgørelse.

– Politikere har en tendens til at føle en hel masse, især hvis der er et flertal for noget i befolkningen. Men det her, det er simpelthen ikke en sag, man som politiker må afgøre på sine følelser. Der skal eksperter og sundhedsfagligt personale ind over.

Den vurdering deles af Nikolaj Hartung Kjærby.

– Så vidt jeg har forstået, er der ikke nogen, eller kun meget få, af de sundhedsprofessionelle, der har med døende at gøre, der er tilhængere af forslaget. Og jeg ved også fra kolleger, der arbejder i hospitalsvæsnet, at andelen af terminalt syge, der er for aktiv dødshjællp, er markant mindre end i befolkningen som helhed. Så jeg tror, man skal lytte til de folk, der har fingrene nede i bolledejen.

Hospitalspræst: Vi må gerne være til besvær

Man tager ikke hånd om folk med en dødssprøjte. Aktiv dødshjælp er en uhyggelig glidebane at ryge ud på, siger Benedikte Gyes.

Hospitals- og sognepræst Benedikte Gyes. Arkivfoto: Berit Hvassum

Aktiv dødshjælp er et etisk dilemma, og derfor er det vigtigt at diskutere. Men det er skræmmende at have en statsminister, der taler om en værdig død. For hvornår er man værdig?

Det spørgsmål stilles af Benedikte Gyes, sognepræst i Aa Kirke. Hun tiltrådte 1. juni stillingen som hospitalspræst, og deler nu tiden mellem hospitalet og kirken.

Og hun er imod aktiv dødshjælp.

– Jeg vil næsten sige, at jeg er harmdirrende imod. Fordi jeg synes, det er så uhyggelig en glidebane at ryge ud på. Som om det er noget, vi skal gøre os til dommere over. Som præster står vi hele tiden og taler om, hvordan vi skal turde smide rustningen, og møde hinanden hjerte til hjerte, se hinanden i øjenene og elske hinanden. Og så siger vores statsminister, at vi skal dø med med værdighed. Gu' skal vi ej, vi skal elske hinanden på trods af vores uværdighed, når vi er dødssyge og til besvær. Vi skal turde være med hinanden i det rum.

Der er ikke noget værdigt i aktiv dødshjælp, siger Benedikte Gyes. Derfor bør det være udenfor menneskets område.

– Menneskers område er at gøre en forskel for hinanden. Det er ikke vores valg, at tage livet af hinanden. Det enkelte menneske skal ikke gå rundt og overveje, om nogen skal tage vores liv, fordi vi synes, vi er til besvær eller en byrde for samfundet. Det valg skal vi ikke rende rundt og have, livet kan være hårdt nok i forvejen, siger hun.

Menneskets område er ifølge hospitalspræsten at hjælpe mennesker, der er handicappet, fysisk eller psykisk, til et bedre liv. Det gælder også mennesker, der ønsker at tage sit eget liv.

– Skal vi som samfund assistere folk, der gerne vil begå selvmord med at tage livet af sig selv, før de bliver alt for syge? Det synes jeg ikke. Med den rette hjælp, er det ofte ikke det, de vil. Der er nogen, der har et stort dødsønske. Og så siger jeg som præst, det er dem, vi skal tale med og tage hånd om. Men ikke med en dødssprøjte.

Ifølge Benedikte Gyes bliver et samfund med aktiv dødshjælp et uhyggeligt samfund at leve i.

– Vi overdrager dødsknappen til staten. Det bliver op til staten at vurdere, hvorvidt er jeg uværdig nok til at få taget livet af mig. Det synes jeg ikke, vi må som samfund. Vi er mennesker på godt og ondt. Og vi må gerne være til besvær.