Hun har kontaktet Tidende for at komme med sin version af historien om praksisklinikken, som Region Hovedstaden efter hendes opfattelse har haft flere chancer for at gøre overflødig. Da praksisklinikken i 2022 senest var i udbud, var tre nyuddannede speciallæger i almen medicin, som havde tilbragt flere år hos andre bornholmske læger, klar til at overtage patienterne og etablere en privat lægepraksis.
– De ville byde på praksisklinikken og var ude at se den. Jeg var personligt med, fortæller Rikke Hjorth Westh.
De yngre læger havde forskellige idéer til lokaler i Rønne, og en overtagelse af hospitalsfløjen var i spil, men de trak deres interesse, da de ikke kunne få økonomien til at hænge sammen. En af årsagerne var ifølge Rikke Hjorth Westh, at det blev stillet som et krav, at lægerne skulle overtage regionsklinikkens personale, som havde et højere lønniveau, end man normalt ser hos praktiserende læger på Bornholm. I begyndelsen ville de yngre læger ikke behøve det samme antal sygeplejersker, som de skulle overtage, fordi de som en trio af læger ville kunne klare mange opgaver selv.
– Vi har haft fat i regionen adskillige gange, men fordi de også skulle overtage personalet, sprang de fra, fordi det ikke ville være rentabelt for dem. De ville være tre læger til at tage 1.800 patienter fra praksisklinikken og et ekstra ydernummer, så de havde ikke mulighed for at lønne tre sygeplejersker ved siden af, siger Rikke Hjorth Westh, der selv ejer Allinge Lægehus med to partnere.
De tre læger – Trine Pelle Holm, Olaf Emil Strøm og Johannes Skjold Birkbak – sluttede sig i stedet til Kathri Birkjær Hansens praksis på lægehuset i Rønne.