Hos Unicef Danmark bliver hendes opgave at styrke kendskabet til organisationens arbejde og dialogen med politikere og andre beslutningstagere for at skabe de bedste forudsætninger for børn med udgangspunkt i Børnekonventionen.
– Vi lever desværre i en tid, hvor behovet for at hjælpe børn i krig og konflikt aldrig har været større, og hvor opbakningen til internationale aftaler mange steder skrider. Jeg glæder mig enormt til at komme i gang og sammen med teamet styrke kendskabet til Unicef, så vi kan engagere endnu flere danskere i arbejdet for verdens børn, siger Marie Vendelbo Fridorf i en pressemeddelelse.
Unicef Danmark er den nationale afdeling af FN's Børnefond, der har til formål at mobilisere ressourcer og opbakning til børn, øge viden om børns rettigheder og forhold samt sikre, at voksne lytter og husker, at beslutninger har betydning både for børn nu og fremtidige generationer.