Den hollandske superbonde Leon Cruijsen bliver efter opkøbet af Borndal, Bornholms absolut største mælkeleverandør til mejeriet.
Bornholms Andelsmejeri har fra nu af én kæmpestor mælkeleverandør i form af hollandske Cruijsen Farming ApS, og derunder en masse små og enkelte mellemstore leverandører.
Det står fast, efter Cruijsen har købt Borndal i Aarsballe. Det bekræfter Borndals nu tidligere ejer Simon Holm.
Borndal har længe ligget som nummer to på listen over de største mælkebønder på Bornholm, mens Cruijsen for en del år siden kantede sig ind på førstepladsen.
Dobbelt så stor
Efter købet af Borndal, der indvejer lige under 7 mio. kg mælk om året, bliver afstanden til nummer to markant større.
Der blev indvejet 56 millioner kilo mælk på andelsmejeriet i 2025, og efter sammenlægningen af Cruijsen og Borndal vil det nye selskab fremover formentlig indveje en tredjedel.
Nummer to og tre vil i fremtiden være Pilegård i Klemensker og Olsminde i Østerlars.
Det siger Kim Larsen, formand for bestyrelsen i Bornholms Andelsmejeri og ejer af Olsminde.
Han ser købet som en fortsættelse af den kendte udvikling, hvor bedrifterne ender på færre hænder.
– Sådan har det været i 30 år, siger Kim Larsen.
Efter sammenlægningen af Borndal og Cruijsen er der nu 13 mælkeleverandører tilbage på Bornholm. Men det er i sig selv ikke dårligt, understreger Kim Larsen.
– Det vigtigste for mejeriet er, at vi har en stabil mælkeforsyning, så vi kan lave noget god ost.
Overtager jorden i morgen
Nu er tiden kommet til et nyt kapitel i Simon Holms liv.
Han overtog Borndal fra sin far, Esben Holm, i 2018, og har i de mellemliggende år drevet bedriften frem til den størrelse den har i dag. Da Borndal blev sat til salg for 140 mio. i slutningen af november sidste år, udtalte Holm, at han var klar til at prøve noget nyt.
Det kommer til at ske i to tempi. Simon Holm skriver i en besked til Tidende, at Cruijsen Farming overtager jord og bygninger onsdag den 15. april, mens Simon Holm og hans medarbejdere fortsætter med at malke frem til 15. august.
Der følger 500 hektar jord med bedriften.
(Opdateret den 14. april med rettelse af millioner tons til millioner kilo, og den 15. april med korrektion i forhold til antallet af køer. Cruijsen har oplyst, at de ikke overtager Simon Holms besætning. Red)