Tre klubber genopliver løbsserie

NOTITS | SPORT | Lørdag 2. december 2023 • 17:00
Holger Larsen
Journalist
NOTITS | SPORT | Lørdag 2. december 2023 • 17:00

ØB Atletik, Viking Atletik og Nyvest Atletik genopliver Grand Prix-løbsserien.

Det oplyser Viking Atletik på sin hjemmeside.

Grand Prix-løbene var igennem mange år meget populære blandt de bornholmske løbere. I 2020 blev Grand Prix-løbene aflyst på grund af coronapandemien, og siden har der ikke været løbet Grand Prix på Bornholm.

Men i 2024 vender de tilbage, og fem løb indgår i serien.

Det første er Fredensborgløbet den 20. maj, derefter kommer Stavehølløbet den 18. juni, Sofiticeløbet den 3. juli, Nexø Havneløbet den 10. juli og Onsbækløbet den 1. august.

For at tælle med i turneringen, skal man deltage i alle fem løb. Derfor er der også mulighed for at tilmelde sig alle fem løb på en gang – med rabat.

Vinderen er den løber, der samlet har den hurtigste tid efter de fem løb.

Den bedste løber blandt kvinder og mænd får en præmie. Dertil kommer, at der er mange lodtrækningspræmier i de enkelte løb.

De tre klubber betegner 2024 som et forsøgsår, men håber på så stor opbakning, at man kan udvide konceptet i de kommende år med flere klasser og med børneløb.

FÅ ABONNEMENT