Løsning på vej i Pedersker

Løsning på vej i Pedersker
Pedersker Fjernvarme er et af de fem-seks dyreste selskaber i landet. Arkivfoto: Sarah Thun Kristensen
ERHVERV | 13. MAJ • 13:30
Jakob Nørmark
Journalist
ERHVERV | 13. MAJ • 13:30

En endelig aftale om varmen i Pedersker ventes at falde på plads i løbet af kort tid, oplyser rekonstruktør.

Artiklen er opdateret klokken 16.45 med kommentar fra rekonstruktør Henrik Selchau Poulsen

Efter en længere periode præget af usikkerhed er der nu ifølge Bornholms Regionskommune positive toner i sagen om Pedersker Fjernvarme.

Ved et møde i skifteretten på Bornholm onsdag formiddag meddelte advokat og rekonstruktør Henrik Selchau fra Bruun & Hjejle, at man er tæt på en langsigtet løsning for selskabet. Det oplyser kommunen.

Advokaten udtrykte, at han er "fortrøstningsfuld" i forhold til, at en aftale falder på plads i løbet af kort tid. På den baggrund bevilgede skifteretten en kort udsættelse af processen, der genoptages med et møde 9. juni, hvor forslaget til en rekonstruktionsplan skal drøftes blandt kreditorerne.

Millioner i klemme

Det var regionskommunen, der 9. april indgav begæring om rekonstruktion.

Beslutningen blev truffet på grund af manglende tillid til den tidligere ejer, Kjeld Dale, efter en tid med likviditetsproblemer og rod i bogholderiet.

Kommunen har i dag cirka 9,5 millioner kroner til gode i selskabet, som kommunalbestyrelsen i 2016 stillede lånegaranti via Kommunekredit.

Der er også andre, mindre kreditorer med penge til gode hos fjernvarmeselskabet, men rekonstruktøren har ikke oplyst, hvad det samlede økonomisk krav mod Pedersker Fjernvarme er, selvom Tidende har forhørt sig flere gange.

Der er også fokus på de enkelte forbrugere. Rekonstruktøren Henrik Selchau Poulsen har tidligere lovet at granske økonomien grundigt for at sikre, at ingen har betalt for meget. Skulle det vise sig, at bogholderiets rod har ført til overfakturering, vil kunderne få deres penge retur som en del af oprydningen.

Det oplyste formand for Pedersker Lokalforening, Alex Speed Kjeldsen, i april til Tidende, hvor han også manede til sammenhold og frarådet borgerne at investere i dyre, individuelle varmepumper.

– Det her er en vej, som skal prøves først, har formanden tidligere udtalt med henvisning til rekonstruktionen.

Både kunderne og den nuværende ejer af fjernvarmeselskabet, Kjeld Dale, ønsker, at andet folk overtager ejerskabet, og Bornholms Energi & Forsyning, der driver fjernvarme på resten af øen fraregnet Rønne, er det mest oplagte bud.

Henrik Selchau Poulsen skriver onsdag eftermiddag til Tidende, at der er udsigt til, at han kan se en løsning forude.

"Jeg kan også bekræfte, at vi er fortrøstningsfulde i relation til inden længe at have fundet en langsigtet løsning for værket og forbrugere. I mellemtiden er der sørget for, værket kan levere varmt vand til forbrugerne," lyder det fra rekonstruktøren.

Politisk dagsorden

Det er meget sandsynligt, at kommunalbestyrelsen allerede er blevet involveret i planerne for Pedersker Fjernvarme.

På seneste kommunalbestyrelsesmøde var der et punkt på dagsordenen med titlen "Godkendelse jf. ejerstrategi", der efter alt at dømme handlede om Beof, eftersom energikoncernens bestyrelsesmedlemmer var inhabile, da det lukkede punkt blev behandlet.

I kommunens ejerstrategi for Beof fremgår det, at "beslutninger om frasalg af selskabets større aktiver, opkøb eller andre væsentlige ændringer i selskabet," skal godkendes af hovedaktionæren, dvs. kommunalbestyrelsen.

FAKTA

En rekonstruktør er en af Skifteretten beskikket (som regel) advokat, der skal forsøge at redde en insolvent virksomhed fra konkurs ved at gennemføre en plan for en rekonstruktion. Rekonstruktøren varetager kreditorernes (de der har penge til gode hos selskabet) interesser og analyserer virksomheden for at se, om den er levedygtig, samt udarbejder forslag til en gældsordning.

Hovedopgaver for en rekonstruktør:
- Undersøger virksomhedens økonomi og udarbejder en rekonstruktionsplan
- Forsøger at indgå aftaler om frivillig akkord, hvor kreditorer accepterer kun at få dele af deres tilgodehavende
- Styrer forløbet, der skal forhindre, at virksomheden går konkurs
- Kan gennemføre salg af hele eller dele af virksomheden for at sikre dem der har penge til gode (kreditorerne)
- Rekonstruktøren indtræder ikke i den daglige ledelse, men har overblikket og kontrollerer de dispositioner, der har stor betydning for selskabets økonomi
Kilde: www.bornholm.dk



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT