Travbanen bliver forbedret - en smule

Travbanen bliver forbedret - en smule
Bestyrelsen i Bornholms Travselskab udgøres af Torkild Jensen (suppleant), Jan Dahl (kasserer), Jesper Nielsen (næstformand), Stig B. Rasmussen, Henrik Ipsen, Claus Tranberg og Egon Jensen (formand). Foto: Kjeld Lundbæk
SPORT | HARELØKKERNE | Lørdag 19. marts 2022 • 14:00
Kjeld Lundbæk
Journalist
SPORT | HARELØKKERNE | Lørdag 19. marts 2022 • 14:00

Baneforholdene på Bornholms Brand Park, verdens mindste travbane, skal optimeres. Arbejdet går i gang, når det sidste løb er kørt i 2022, og forventes afsluttet, når der tages hul på 2023-sæsonen. Der er dog ikke råd til den helt store omgang.

En længe planlagt forbedring af baneforholdene på Bornholms Brand Park, verdens mindste travbane, bliver nu en realitet. 

– Det oprindelige håb om en fuldstændig omlægning er vi dog gået bort fra. Det viste sig hurtigt at være en fuldkommen umulig økonomisk opgave, fremgik det af den beretning, som den afgående formand Mikkel Stub aflagde på fredagens generalforsamling på Bornholms Brand Park.

– Planen er nu, at banen rettes op, doseringen optimeres og de nye krav, som vi møder fra SIBA (Sikre Baner), implementeres. SIBA er et ”never ending”-projekt, hvor alle danske baner skal øge sikkerheden for både hestene, de aktive samt publikum.

– Baneprojektet skal også meget gerne være med til at gøre det sundere for hestene, at drøne rundt i høj fart på banen, understregede Mikkel Stub.

Spil-ID og mistet tilskud

Ole Bager spurgte om, hvad travselskabet vil gøre, når der fra den kommende sæson stilles krav om, at der skal forevises et spil-ID, når der skal spilles i totalisatoren på de danske travbaner - en ordning, der især vil ramme de mange turister, der kommer på Bornholms Brand Park.

– Det er naturligvis meget uheldigt, men så må vi bare forsøge at øge indtjeningen på andre områder, svarede Mikkel Stub.

– Men jeg ved, at der politisk stadig arbejdes på at finde en løsning, så turister uden et spil-ID også kan spille på de danske travbaner, tilføjede han.

Ole Bager ville også gerne høre lidt om, hvad de danske travbaner vil gøre, når det nuværende statstilskud på 78 millioner kroner nedtrappes og fjernes helt fra 2027.

Næstformand Egon Jensen, der også er formand for Dansk Travsports Centralforbund, kunne også her oplyse, at der fortsat arbejdes på at finde en løsning, så travsporten kan blive på finansloven.

– Men det er der mange andre, der også gerne vil, og her er det et minus for travsporten, at vi sammenlignet med for eksempel fodbold og badminton er en sport med meget få medlemmer.

En stor del af det mistede statstilskud vil dog komme hjem igen via den aftale, der netop er indgået med svensk travsport, oplyste Egon Jensen. Til gengæld overtager svenskerne så også styringen af de indtægter, der genereres via spillet på de danske travbaner. 

– Derfor er der ingen tvivl om, at de danske baner i højere grad skal vænne sig til en øget selvfinansiering. Og her er det vigtigt, at vi tænker travsporten som én enhed. Det skal være slut med at kriges indbyrdes om de få midler, der er, understregede Egon Jensen.

Grøde i ponysporten

Der var også positive ting at berette om på generalforsamlingen. En meget vigtig ting for stadig at kunne udvikle travsporten på Bornholm er en øget rekruttering af hesteejere, aktive kuske og trænere, og det går i øjeblikket godt - især når det kommer til de yngste.

– Jeg synes, vi ser en pæn grøde i den bornholmske ponysport, hvor de frivillige ledere gør et stort arbejde. Ponysporten er et meget vigtigt grundlag for en fremtidig tilgang af aktive i sporten for de store heste, påpegede Mikkel Stub.

Han kunne også fortælle, at trods coronarestriktioner kom Bornholms Travselskab ud af 2021-sæsonen med et overskud på 91.000 kroner. Til gengæld faldt tilskuertallet til 14.718 - det halve af 2019-niveauet, hvor mere end 30.000 tilskuere lagde vejen forbi Bornholms Brand Park.

Der blev afviklet 26 løbsdage i 2021 med 2081 tilmeldte startnumre. 189 heste fik del i løbspræmierne på i alt 1.967.025. Der blev afviklet 222 løb med en gennemsnitlig præmiesum på 8.860 kroner pr. løb, så der er fortsat noget at arbejde på, hvis strategien om mindst 10.000 kroner pr. løb skal realiseres.

FÅ ABONNEMENT