Tirsdagens sportslige højdepunkt var Bygma Bornholms Travselskabs Fødselsdagsløb, hvor bornholmsmesteren fra sidste år, Apollo Damgård/Niels Kr. Hansen, som den første i denne sæson præsterede at besejre Cerosso/Mads Petersen – hesten, der for første gang udfordrede hurtigklassen, men alligevel var spillet som klar favorit i totalisatoren, fordi Fødselsdagsløbet blev kørt over stayerdistancen 3000 meter.
Men Niels Kr. Hansen havde taktikken klar og kørte straks til spids i hård kamp med Shelby Glide/John Gommans, mens Cerosso sædvanen tro lod sig falde tilbage i feltet og tog det med ro fra løbets start. Shelby Gilde kunne ikke holde til det hårde udgangstempo – en kilometertid på 18,1, og midtvejs i løbet var det som ventet Cerosso, der avancerede og kørte op som nærmeste konkurrent til den godt gående Apollo Damgård.
I opløbssvinget trak Apollo Damgård så meget fra Cerosso, at det lige akkurat var nok til at forsvare føringen ind over målstregen.
– Jeg vidste, at jeg havde en stærk hest, og så var det bare om at stikke af. Jeg vidste jo også, at Cerosso ikke kan gå fuldt ud i det sidste sving, lød det efter løbet fra Niels Kr. Hansen, der med sejren blev noteret for sæsonens første sejr med Apollo Damgård.