Restaurant lavet om til skydebane

Søskendeparret Carl Holger og Siffrine Lissau-Jensen fra Rønne Bueskytte Laug har vist storform i år og blandt andet vundet DM-medaljer i deres aldersklasser. Det er dog begrænset med indendørs træningsmuligheder på Bornholm, og derfor træner de nu i forældrenes restaurant i Gudhjem.

Hvis man skal blive god til en sport, er det en stor fordel at nyde opbakning fra sine forældre - og som bueskytte på Bornholm er det nærmest en nødvendighed.

Det kan søskendeparret Carl Holger, 15, og Siffrine Lissau-Jensen, 11, skrive under på. Deres far og mor har givet dem lov til at træne i Restaurant Brøddan, som holder vinterlukket indtil påske, og det er en stor hjælp, da der ikke findes en skydehal på øen.

– Problemet på Bornholm er, at vi har så dårlige træningsfaciliteter herover, konstaterer deres far Jonas Lissau-Jensen, som godt kunne se, at det langtfra var nok med et par ugentlige tider i Rønne Idrætshal, som kommunen stiller til rådighed for Rønne Bueskytte Laug - flere af dem sent om aftenen.

Familien har i årevis ladet børnene skyde pile hjemme i stuen og på loftet på deres gård i Saltuna. Men sidste år var Carl Holger vokset så meget i højden, at han ikke længere kunne skyde i stuen, og derfor har forældrene nu omdannet restauranten på Brøddegade til en skydebane, da der er mere plads.

– Jeg synes ikke, man nødvendigvis skal være dårligere stillet, fordi man bor på Bornholm. Det er os, der har valgt at bo her og bo på landet, hvor de ikke bare kan gå op til en fritidsbeskæftigelse, og så er det op til os at få ligestillet dem, siger Jonas Lissau-Jensen, som derfor glæder sig over, at de i restauranten har mulighed for at tilbyde en 18 meter bane til Carl Holger og en 12 meter bane til Siffrine.

Han har på intet tidspunkt tvivlet på, om det var besværet værd.

– Jeg er aldrig i tvivl om, om jeg vil hjælpe dem. Det er hvad enten, om vi skal rejse, eller om vi skal lave andre faciliteter eller købe udstyr eller et eller andet.

Det er mest storebror Carl Holger, som træner i restauranten. Eget foto

Tid er givet godt ud

I det hele taget investerer familien meget tid i søskendeparrets passion for bueskydning. Udover træningerne hjemme på Bornholm tager de næsten hver weekend til den anden side af vandet for at deltage i stævner.

Alene Carl Holger bruger 58 timer om ugen på bueskydning inklusive transporttid, har familien udregnet. For et par år siden deltog han også i talenttræning i Bueskydning Danmark hver onsdag, men det droppede han igen, da rejserne i midtugen blev for hårdt i længden.

– Der er nogle gange, hvor jeg tænker, det kunne være fedt, hvis de spillede fodbold, så man havde 11 holdkammerater, som kunne deles om noget kørsel og transport og rejseudgifter, men sådan er det bare ikke. Så det er selvfølgelig rigtig hårdt, og det er mange penge, man bruger på det, men at se dem lave noget fornuftigt, det gider man gerne som forældre, siger Jonas Lissau-Jensen, som mener, at man skal nyde den tid, man har med sine børn, før de bliver voksne og flyver fra reden.

– Om fem år er han flyttet fra Bornholm, og om 10 år er hun væk. Og så sidder vi tilbage. Så alt den tid vi bruger med vores børn nu kommer jo ikke dårligt igen, siger han.

Da der ikke er nogen ungdomstræner på Bornholm, har familien set det nødvendigt at tage Carl Holger og Siffrine til Odense-klubben Arcus en weekend om måneden, hvor de kan få træning af Dennis Bager, en af Danmarks bedste bueskytter. Til træningerne på Bornholm er det farmand, som giver gode råd, men da han ikke selv dyrker bueskydning, er han begrænset til at videreformidle de ting, som Dennis Bager har nævnt under træningerne i Odense.

– Vi har det problem, at vi ikke har nogen træner herover, og der mangler noget fælles træning, ligesom man har i andre sportsgrene, siger Jonas Lissau-Jensen, som trods udfordringerne kan glæde sig over, at børnenes talent er så stort, at de leverer det ene flotte resultat efter det andet.

Lillesøster Siffrine har brugt mange timer med at skyde pile på loftet hjemme på gården. Eget foto

Interessen opstod på gården

I september vandt Siffrine guld til Bueskydning Danmarks årlige udendørs ungdoms-DM, som blev afviklet på Fyn. Det gjorde hun i rækken U12 Recurve, mens Carl Holger måtte "nøjes" med sølv i U16 Recurve. Dermed fik begge vist, at de hører til i den allerøverste top i Danmark.

Det var dog ikke en iver efter at vinde medaljer, som fik søskendeparret til at forelske sig i bueskydning.

– Det startede, da jeg var fem-syv år. Min far lavede buer til mig derhjemme, hvor jeg så løb rundt i gården og skød på, hvad der lige passede, siger Carl Holger, som hurtigt fik en stor glæde ved at skyde med bue og pil.

– Som barn var jeg ikke så glad for høje lyde, så det med at skyde med gevær og rifler, det var ikke lige mig. Og så blev det bueskydning i stedet for.

Carl Holger begyndte at gå til træning i Rønne Bueskytte Laug, da han var ni år gammel, og nu seks år senere er træningsiveren ikke blevet mindre - snarere tværtimod. Han træner gerne seks gange om ugen og bruger som nævnt rigtig mange timer på det.

– Det er meget tidskrævende, men nu er det jo bare en del af min hverdag, så det er ikke rigtig noget, jeg går og tænker over, hvor meget det fylder.

– Jeg synes, det er en fed sport. Jeg kan meget godt lide det aspekt med, at man får konsekvent afregning på, hvor godt det går. Der er jo forskel på at skyde en 10'er og en 7'er. Hvorimod hvis man spiller fodbold, så er det lidt sværere at afregne sit niveau hen over tid, siger Carl Holger, som også godt kan lide, at bueskydning er en individuel sport. Dermed slipper han for, at der står en træner og råber efter ham, eller at der er holdkammerater, som skændes.

Det er dog ikke ensbetydende med, at bueskydning er en ensom sport. Og faktisk er det muligheden for at møde andre skytter, som gør, at han nyder at tage til stævner.

– At kunne finde venner i sporten fra andre steder i landet, det er det, som jeg ser frem til ved stævnerne, og som har holdt motivationen kørende. Jeg vil meget gerne blive ved med at skyde, så lang tid som muligt og være glad for at skyde, siger han og fortæller, at der er mange ovrefra, som tager hatten af, når de opdager, at der kommer nogle helt fra Bornholm.

– Der er mange til stævnerne, som synes, det er meget vildt, at vi tager så langt. For mig er det jo vildt, at jeg kan få lov at sove i min egen seng dagen før, jeg skal til stævne, og det er de jo slet ikke vant til.

Han lægger dog ikke skjul på, at han også har store sportslige ambitioner.

– Hvis det kunne lade sig gøre, så kunne det da også være meget fedt at være med til nogle store turneringer som EM, VM og OL. Men jeg vil i hvert fald bare være glad for at skyde og blive ved med det, siger Carl Holger, som i starten af december skal deltage i Berlin Open, hvilket bliver hans første internationale stævne.

– Så det glæder jeg mig meget til.

Carl Holger og Siffrine træner et par gange om ugen i træningshallen i Rønne Idrætshal. Foto: Jesper Gynther

Lært meget af storebror

Til næste år skal Carl Holger på efterskole i Odense, og det betyder, at han ikke kommer til at træne så meget på Bornholm længere. Det bliver især et afsavn for lillesøsteren Siffrine.

– Jeg synes, det er rigtig fedt, at min storebror skyder, fordi jeg lærer rigtig meget af ham. Både min storebror og far har virkelig været gode og hjulpet mig videre, men nu flytter min storebror snart på efterskole næste år, så må vi se, hvad der sker, siger Siffrine, som begyndte til bueskydning, fordi storebroren gik til det.

– Jeg var nogle gange med ude og se ham skyde, så det var der, det startede. Så synes jeg også bare, at det er en rigtig fed sport, fordi det er en individuel sport, så man har ikke brug for sine holdkammerater. Man er ikke afhængig af dem, hvis nu de er syge eller noget, siger hun og nævner, at man får også rigtig meget styrke af at skyde med bue og pil.

Som nævnt har Siffrine leveret flotte resultater til stævner, men selv går hun mere op i personlige rekorder end i medaljer.

– Jeg går ikke så meget efter at vinde, fordi jeg har rigtig meget guld derhjemme, så det er mest rekorderne, der betyder noget. Jeg går efter at slå den danske rekord i indendørs i min aldersklasse her til vinter, fordi jeg rykker op næste år, så det er min sidste chance. Men hvis jeg ikke når den, er det fint nok.

Hvad er ellers dine drømme om fremtiden?

– Min førsteprioritet er danmarksmesterskaberne. Og så er der jo de nordiske mesterskaber. Det kunne jeg godt tænke mig at være med til. Bare at få oplevelsen af at komme med. Ikke nødvendigvis vinde, men bare oplevelsen af det. Og så vil jeg gerne komme med til så mange stævner som overhovedet muligt, også i udlandet. Lige nu går jeg ikke efter OL, fordi det kommer til at ligge meget ud i fremtiden.

Hvordan bliver man god til bueskydning?

– Man skal træne rigtig meget, og så skal man have en god træner, som kan hjælpe en. Man skal også have noget godt udstyr, så man ikke bare skyder med en træbue hele vejen, og så skal man også træne det mentale aspekt ved sporten. Man skal virkelig kunne sige, "jeg kan godt". Og hvis man så kommer til at skyde en dårlig pil, så er det videre, næste pil. Man kan jo ikke gøre noget ved pilen, for den er jo skudt.

– Så der er rigtig mange ting ved bueskydning, som man skal huske, når man står der. Man skal huske at trække op og sigte og ankerpunkt og alt muligt. Det er en svær sport, men det er også rigtig sjovt.