Modsat fodboldklubberne mener han ikke, at kastene ødelægger fodboldbanen. Og hvis der mod forventning skulle komme et hul i græsset, er der lavet en vedligeholdelsesaftale med regionskommunen, der gør, at hullerne bliver repareret. Han anerkender, at den generelle tilstand på græsset er dårlig, men det er tilfældet på hele banen - også der, hvor der ikke lander nogen diskos eller spyd.
– Hvis du går ned i den modsatte ende af banen, så er der arealer på 10x20 meter, der er uden græs. Og det har jo ikke noget med kasterne at gøre, siger Claus Clausen.
– Jeg anerkender fuldt ud deres følelser omkring den tilstand, som fodboldbanen er i. Det er bare ikke kasternes skyld, siger han og afviser, at det vil være nogen god løsning for atletikklubben at flytte kasteaktiviteterne hen til bane 9 og 10.
– Nej, det er helt udelukket, siger han og fortæller, at der ikke er nogen kastering derover, så det skulle først etableres.
Derudover er det - set fra et atletiksynspunkt - vigtigt, at aktiviteterne er placeret nogenlunde tæt på hinanden, for udøverne dyrker ofte forskellige discipliner, når de træner eller er til stævne. De løber, springer, hopper og kaster. Og så vil det ikke være hensigtsmæssigt, hvis man skal gå langt væk for at lave en af aktiviteterne, siger han og påpeger, at alle atletikremedierne er opbevaret i rum på Rønne Stadion Nord - og det vil heller ikke være smart, hvis børn eksempelvis skal gå med tunge spyd i flere hundrede meter hen til bane 9 og 10.